Rigsrevisionen skal kunne kikke kommunalt ejede selskaber i kortene, mener statsrevisorernes formand Peder Larsen (SF) ifølge Jyllands-Posten. Ønsket kommer ovenpå en række sager om bemærkelsesværdigt forbrug i kommunale selskaber.
Eksempelvis har Danmarks største affaldsselskab, Vestforbrænding, som er ejet af 19 kommuner, betalt for dyre hotelovernatninger, rejser med ægtefæller, middag på Michelin-restaurant og et par tusinde flasker vin. Også i ledelsen på Vejle Havn og i Arena CPHX, der havde ansvaret for byggeriet af Royal Arena, blev der holdt dyre fester.
Det er ikke tilfældigt, at overforbruget foregår i kommunale selskaber, mener Peder Larsen.
- Der er kommunalt selvstyre, så under normale omstændigheder har vi kun adgang til at kontrollere kommunerne, hvis der ydes statslig refusion i forhold til kommunale udgifter, siger han til Jyllands-Posten.
Kontrol i kommunerne
- Med den lange række af sager er det derfor oplagt at spørge, om det skal være muligt for Rigsrevisionen at foretage kontrol i kommunerne, siger Peder Larsen.
Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten støtter, at Rigsrevisionen skal kunne kontrollere de kommunalt ejede selskaber.
- Tilsynet skal være gældende for alle myndighedskonstruktioner, siger Venstres kommunalordfører Carl Holst.
Overforbrug i selskaber
Også Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, efterlyser handling efter rækken af sager med overforbrug i kommunalt ejede selskaber. Han foreslår, at der skal være færre politikere og flere forbrugere i bestyrelserne for de kommunalt ejede selskaber.
- I dag indgår posterne i det politiske konstitueringsspil, hvor man siger: Hvis du stemmer på mig som borgmester, får du et ben med et godt honorar og nogle fede ture. Det skriger til himlen, siger Bukh til Jyllands-Posten.
KL-formand Martin Damm (V) er imod, at Rigsrevisionen skal udføre kommunal kontrol.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.