
Statsrevisorerne har besluttet at gå regeringens plan for udflytning af statslige arbejdspladser efter i sømmene. Det sker blandt andet, efter den ofte kritiserede plan har vist sig at blive meget dyrere end først antaget. Det skriver Politiken ifølge Ritzau.
- Som statsrevisorer sætter vi ikke undersøgelser i gang, hvis vi har en forventning om, at alt er, som det skal være, siger Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), til Politiken.
Han ser det som revisorernes opgave at tjekke planen, blandt andet fordi offentligheden ikke har adgang til de såkaldte implementeringsplaner, der viser detaljerne i flytteplanen.
- Det her er en politisk beslutning, og den respekterer vi, men vi forbeholder os retten til at undersøge konsekvenserne, siger Peder Larsen.
Vil gerne fortælle solstrålehistorierne
dknyt har ad flere omgange været i kontakt med Finansministeriet for at få flere oplysninger om udflytningen, men er hver gang blevet afvist i døren. Særligt de økonomiske detaljer holder ministeriet meget tæt ind til kroppen.
Således blev der i første omgang kun frigivet de fulde økonomiske oplysninger om fire styrelser - alle under Social- og Indenrigsministeriet. Efter regeringens præsentation af de samlede udgifter for udflytningen på 944 mio. kr. sende Finansministeriet dog yderligere en række implementeringsplaner ud til de journalister, der havde anmodet om aktindsigt.
Her var der væsentligt færre overstregninger - til gengæld var alle de frigivede oplysninger solstrålehistorier om udflytninger, der blev billigere end ventet. Planerne for de styrelser, der havde gjort udflytningen mere end dobbelt så dyr som de indledningsvis forventede 400 mio. kr., var og er fortsat i dag gemt godt af vejen.
Dyrt produktionstab
Den endelige regning på 944 mio. kr. har siden vist sig ikke at indeholde udgifter som dobbelt husleje, tabt produktion og etablering af nye lokaler.
Tidligere erfaringer med udflytning af statslige arbejdspladser viser, at især tabt produktion er særdeles dyrt. I et notat fra 2005 fastslog skat, at det havde lidt produktionstab for 300.000-500.000 kroner per årsværk i forbindelse med at flytte 'videnstunge opgaver med høj kompleksitet' til Ringkøbing.
Statsrevisorerne er allerede gået i gang med at indsamle materiale om udflytningen, som skal bruges i en grundig undersøgelse. Undersøgelsen vil blive iværksat, når udflytningen har været igangsat i et par år. Altså i 2017 eller 2018.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.