
Der skal en helt ny slags botilbud til, hvis problemerne i socialpsykiatrien skal løses, mener fem af landets største kommuner.
København, Aalborg, Odense, Randers og Esbjerg, beder nu regeringen oprette en ny type socialpsykiatriske botilbud efter flere voldsomme episoder.
Det sker i et brev fra de fem kommuner til social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) og justitsminister Søren Pind (V).
Den nye type botilbud skal ifølge brevet målrettes de borgere på det socialpsykiatriske område, som udgør en risiko for medarbejdere og andre beboere, men som ikke har en plads i retspsykiatrien.
Tilbuddet skal fungere som en mellemting mellem kommunernes botilbud og den regionale behandlingspsykiatri og skal drives af de to områder i fællesskab.
Ifølge brevet vurderer Københavns Kommune, at 35 borgere i kommunen er i målgruppen for den nye type botilbud. Også de andre kommuner vurderer, at de har borgere i målgruppen.
Sikkerheden på de kommunale botilbud er senest kommet på den politiske dagsorden, efter en 57-årig social- og sundhedsassistent i marts blev dræbt af en psykotisk beboer på Bocenter Lindegården ved Roskilde.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.