
SLAGELSE: Brintbus-sagen i Slagelse har taget en ny drejning, i det gruppeformand for Venstre, Knud Vincents, nu melder ud, at Venstre ikke vil give flere penge til opklarende spørgsmål til KL fra oppositionspartierne.
S, LA, SF og løsgænger Tonny Borgstrøm har til sammen sendt over 20 sider til KL med nye spørgsmål til rapporten, som de kritiserer i skarpe vendinger og kalder KL-konsulenternes arbejde for noget sjusk.
Beskyldningerne om både det ene og andet fyger derfor frem og tibage i Slagelse i forbindelse med Jive-projektet også kaldet brintbussagen. Og der er slet ikke lagt låg på sagen, selv om KL kom med en diger rapport den 23. juni. På byrådsmødet den 26. juni blev rapporten diskuteret, og man aftalte efter en heftig debat, at spørgsmål til rapporten og dens konklusioner kunne sendes til KL. I sidste uge var der deadline for spørgsmål og kommentarer til rapporten.
- Aftalen er 7-8 afklarende spørgsmål relateret til specifikke steder i rapporten. Nu er det jo meget meget mere, og jeg ved ikke, hvad der sker nu. Vi har økonomiudvalgsmøde i næste uge, der skal vi nok snakke om det. Jeg forstår godt, hvis KL siger nej til at skulle svare på alle disse spørgsmål fra LA, S og SF, og hvis KL forlanger flere penge, så siger vi nej i Venstre, siger Knud Vincents til dknyt.
Lad vælgerne tale
Fra starten ville han og Venstre gerne have en rapport, der gik helt tilbage til december 2014 for at få hele sagen belyst. Sådan blev det ikke. Rapporten går kun tilbage til 1. september 2016.
- Der er mange dagsordener i denne sag, og oppositionen har travlt. Vi i Venstre fokuserer på resultater gennem forhandlinger, og det kan vælgerne godt gennemskue. Det er en kompliceret sag, der nok skal give ballade op til valget. Men lad vælgerne afgøre det, jeg tror de er trætte af denne sag, siger Knud Vincents til dknyt.
Forvaltningen i Slagelse Kommune er i dialog med KL om, hvad svarene på de mange ekstra spørgsmål skal koste, og det kommer der en afklaring på i løbet af et par dage. Ind til videre har KL-rapporten kostet kommunen 630.000 kr.
Det er meningen, at økonomiudvalget behandler rapporten med KL's uddybende svar den 21. august og byrådet den 28. august 2017.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.