Fødevarestyrelsen forsøgte kort før et pressemøde 4. november at advare om, at der ikke var grundlag i loven til at aflive alle mink i Danmark herunder raske mink og mink udenfor risikozonen. Det fremgår af en redegørelse om forløbet, som er offentliggjort onsdag.
Fødevarestyrelsen blev henvist til en kontaktperson i Justitsministeriet, men det er uklart, om advarslen strandede der.
Mogens Jensen (S) trak sig tidligere onsdag som fødevareminister. Han kritiserer, at regeringen ikke fik besked på, at der ikke var lovgrundlag for at aflive alle mink. Den endelige beslutning blev truffet dagen før pressemødet på et møde i regeringens udvalg, der koordinerer dens politik.
"Jeg finder det kritisabelt, at regeringen ikke i forbindelse med drøftelsen i Koordinationsudvalget 3. november 2020 bliver oplyst om, at der kan være et hjemmelsproblem", siger han ifølge et notat.
Han fik selv kendskab til, at der ikke var grundlag i loven for at aflive alle mink lørdag 7. november om eftermiddagen.
Rapporten bærer præg af helt grundlæggende svigt i embedsværket. Justitsministeriet konkluderer, at myndighedernes ageren må anses for en "tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige normer".
Efter at have læst redegørelsen har SF mistet tilliden til departementschef Henrik Studsgaard i Fødevareministeriet, men det er ikke en beslutning, som støttepartier har indflydelse på.
Justitsminister: Intet grundlovsbrud
- Det tegner et billede af et meget beklageligt forløb, hvor der er begået flere fejl, men regeringen har også beklaget, at der manglede hjemmel til aflivningen uden for smittezonerne, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).
- Hvis vi havde vidst, at der ikke var hjemmel til at slå minkene ned, eller hvis vi havde været i tvivl om det, så havde vi dels hurtigere forsøgt at skaffe hjemmel eller sagt det på pressemødet.
Justitsministeren mener ikke, at der sket et grundlovsbrud i minksagen.
Sundhedsstyrelsen advarede om mink-mutation i september
Sundhedsstyrelsen oplyste allerede 7. september om, at covid-19 mutationer i mink kunne påvirke vacciner, fremgår det af redegørelsen, men fødevareministeren blev ikke advaret.
Det var netop mutationer af covid-19 i mink, der var afgørende for, at regeringen 4. november besluttede, at alle mink i Danmark skulle slås ned. Her meddelte regeringen, at der var fundet mutationer af covid-19 i mink, der potentielt kunne hæmme vacciners effektivitet.
"Det bemærkes, at de foreløbige genetiske undersøgelser fra minkbesætning nummer fire viser, at den unikke minkvariant fortsat udvikler mutationer i det område af virus, som koder for "spike-proteinet", og som samtidig er en del af virus, som en lang række internationale vaccinekandidater er rettet imod", skrev Sundhedsstyrelsen til Sundheds- og Ældreministeriet 7. september.
Ifølge redegørelsen fremgik det også af notatet, at det ikke kunne udelukkes, at mink smittede mennesker. Notatet blev den 8. september også sendt til Miljø- og Fødevareministeriet, men notatet blev ikke forelagt fødevareministeren, står der i redegørelsen.
Ritzau / ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.