FOLKETINGET / SJÆLLAND: Nye oplysninger i sagen om mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus blev en del af tirsdagens samråd om sagen i Folketingets Sundhedsudvalg. Først på tirsdagen skrev Jyllands-Posten, at en sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner i mails har forsøgt at neddysse brystkræftsagen på Ringsted Sygehus og forsøgt at skabe mistillid til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Avisen har tidligere skrevet, at en koncerndirektør i Region Sjælland har givet urigtige oplysninger om sagens alvor. Det har fået Danske Regioners bestyrelse til at bede sin direktion om at lave en redegørelse om sagens forløb. Men den redegørelse er ikke nået videre fra Danske Regioner til Folketinget, hvor samrådet fandt sted.
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) sagde, at hverken han selv eller hans ministerie har set den, fordi Danske Regioner har besluttet ikke at udlevere den.
- Jeg som minister har ikke indflydelse på, hvordan Danske Regioners bestyrelse agerer over for en ansat direktør, det er en privatretlig forening, der repræsenterer de fem regioner, sagde Heunicke.
- Men når det er sagt, så ser jeg det som mit ansvar som minister, at mine styrelser kan arbejde med armslængde og med respekt for styrelsens faglighed. Derfor synes jeg også, at det er uklædeligt, hvis nogen forsøger at skabe mistillid til styrelsens arbejde.
Savner åbenhed
Redegørelsen blev fremhævet flere gange under samrådet, fordi MF'er stillede spørgsmålstegn ved, om regionerne tager brystkræftsagen alvorligt.
- Vi har jo allerede stillet nogle spørgsmål, men ud fra de svar, der er kommet, kan vi ikke få noget at vide. Ministeren siger, at det ikke er hans ansvar, men regionernes, og regionerne siger, at de har lavet en redegørelse, som vi ikke må se, sagde Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt.
- Når man kigger på det udefra, er det én ting, at der er lavet fejl, men en anden, at man prøver at dække over det, sagde hun og spurgte, om det var muligt at få aktindsigt i redegørelsen, fordi hun ikke mener, at Heunicke bør sidde den manglende åbenhed overhørig.
- Som minister har jeg simpelthen ikke mulighed for at pålægge dem at udlevere interne dokumenter. Man skal adskille, at Danske Regioner er en interesseorganisation for de samlede regioner, mens de enkelte regioner som Sjælland er offentlige myndigheder, svarede han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.