Det skal gå hurtigere med at få den rigtige behandling, og der skal være sammenhæng i det tilbud, som sindslidende får. Brugen af tvang skal begrænses til det absolut nødvendige. Sådan lyder udmeldingen fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
- Psykiatrien har ikke altid fået den opmærksomhed, som den har haft behov for. Nu satser vi på at give området det nødvendige løft", siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.
Den nye handlingsplan omfatter bl.a. flere udgående teams. Erfaringer fra både ind- og udland med opsøgende tilbud til psykiatriske patienter er gode. De viser fx, at patienter oftere gennemfører behandlingen, at der er færre og kortere indlæggelser, og patienten oftere er i arbejde, og at både sindslidende og pårørende er mere tilfredse.
Behov for udgående teams
I dag har fire ud af fem regioner oprettet udgående psykiatriske teams til især psykotiske patienter.
- Regionerne har peget på, at der er behov for flere teams, så andre grupper af patienter som fx retspsykiatriske og ikke-psykotiske patienter kan få gavn af den type behandling. Den udvikling vil vi gerne bakke op, siger Jakob Axel Nielsen.
Komplicerede behandlinger af kræft og andre fysiske sygdomme samles i disse år på få afdelinger, hvor patienterne får specialistbehandling. Det samme skal ske inden for psykiatrien, når patienter har brug for indlæggelse.
Nogle bliver tabt mellem kommune og region
Nogle sindslidende oplever at blive 'tabt' mellem kommuner og regioner, når de bliver udskrevet fra behandling og har brug for social støtte. Derfor omfatter handlingsplanen også initiativer, som vil skabe bedre sammenhæng i indsatsen.
Blandt initiativerne er udvikling af nogle integrerede forløb, hvor den sociale indsats og den psykiatriske behandling kører sideløbende frem for adskilt. På den måde undgår sindslidende at blive kastebold mellem sektorerne.
Et andet initiativ er støtte til 'den gode udskrivning' - et styrket samarbejde mellem sundhedspersonale og de sociale medarbejdere i regioner og kommuner, når en sindslidende skal udskrives. Der er også støtte til at sindslidende kan tage en uddannelse og fastholde et job.
- Vi har styrket mulighederne for, at sindslidende kan få en god tilværelse på egne præmisser og vi skaber nogle bedre muligheder for en helhedsorienteret socialpsykiatri, som skaber sammenhæng og bygger bro mellem sektorerne, siger indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V).
Andre elementer i handlingsplanen:
* Flere patientrettigheder. Fra 2010 indføres ret til hurtig behandling for psykisk syge voksne. Hvis deres region ikke kan tilbyde behandling inden for to måneder, får de mulighed for at søge privat behandling. Børn og unge har denne mulighed i dag.
* Efteruddannelse af læger i hjælp til at håndtere patienters stress
* Forebyggelse af selvmord
* Flere enestuer og bedre fysiske rammer
* Kvalitetsudvikling af nye behandlingsmetoder
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.