
HORSENS: Horsens Kommune har af Bygnings- og Boligministeriet fået dispensation fra ghettokravene, så det udstte boligområde Sundparken kan nøjes med at nedbringe antallet af familieboliger til 60 pct. istedet for 40. Det betyder, at der ikke skal rives boligblokke ned.
Sundparken var at af de fire mindste områder i landet, som havde endnu en dispensationsmulighed efter første runde.
Horsens fik i sidste uge et svar fra Bygnings- og Boligministeriet, som indeholdt et ja til en dispensationsansøgning, der betyder, at andelen af almene familieboliger i boligområdet Sundparken skal nedbringes til 60 pct. af det nuværende antal - og ikke til de 40 pct., som ghetto-lovgivningen ellers foreskriver, oplyser kommunen.
Det betyder, at man kan gå i gang med at udføre den plan, som Horsens Kommunes Taskforce for udsatte boligområder og parallelsamfund udarbejdede i forbindelse med dispensationsansøgningen - en plan, der sikrer, at Sundparken slipper af med sit ghettostempel uden, at der skal nedrives boligblokke.
- Strategien betyder blandt andet, at Sundparken skal bindes bedre sammen med de omkringliggende byområder, og at der skal anlægges store rekreative og grønne områder, som vil løfte både Sundparken og hele området omkring. Vi kommer også til at omdanne nogle af de nuværende almene boliger til private lejeboliger og opføre nye private ejer- og lejeboliger rundt om området, siger borgmester Peter Sørensen (S).
- Byfornyelse, rekreative områder, flytning af Langmarkskolen og meget mere er elementer, der tilsammen har givet os en dispensation. Det er en samlet pakke, hvor det ene er afhængigt af det andet, og jeg er ovenud tilfreds med, at vi dermed undgår at skulle rive ca. 300 fine boliger ned, siger Peter Sørensen.
Han tilføjer, at det helt overordnet er væsentligt, at der skabes en øget diversitet i beboersammensætningen i hele området, og at børnene får de bedst mulige betingelser for læring og udvikling, så de senere i livet får en uddannelse og et arbejde.
Godt forarbejde
Også hos formanden for Horsens Kommunes Taskforce for udsatte boligområder og parallelsamfund, Michael Nedersøe (DF), er der stor tilfredshed med godkendelsen af dispensationsansøgningen.
- Jeg glæder mig først og fremmest over, at vi ikke skal rive boligblokke ned. Det har hele tiden været min holdning, at vi løser ikke problemet ved at sprede det til andre dele af byen. Vi er nødt til at løse problemet, der, hvor det er. Det er vi gået efter i vores helhedsplan, som rækker langt ud over selve Sundparken, og det har heldigvis vundet gehør hos ministeren. Det er samtidig et bevis på, at taskforcen og vores administration har lavet et godt stykke arbejde, siger Michael Nedersøe.
Han tilføjer, at der nu er gjort et godt forarbejde for at få Sundparken fjernet fra ghettolisten.
- Men vi har fortsat alt for mange borgere i Sundparken, der er uden uddannelse og som er på passiv forsørgelse, og derfor må beboerne virkelig trække i arbejdstøjet og bidrage til, at det her lykkes. Med andre ord, så skal langt flere i gang med en uddannelse eller have et job, siger Michael Nedersøe.
Ingen kontakt
Kommunen havde oprindeligt sendt to ansøgninger om dispensation for kravet om at reducere andelen af almene boliger i Sundparken til højst 40 pct. inden 2030 - nemlig en ansøgning om nedbringelse til 80 pct. af det nuværende antal. Og alternativt en nedbringelse til 60 pct.
Direktør for Andelsboligforeningen Odinsgaard, som Sundparken hører under, Michael Meldgaard, er først og fremmest meget skuffet over, at der ikke blev givet dispensation til at nedbringe andelen til 80 pct.
- Men det er i den sidste ende desværre ikke overraskende med de svar, ministeren har givet i høringsfasen til loven. Odinsgaard vil nu undersøge, om der er en mulighed for at påklage afgørelsen fra ministeriet. Jeg er simpelt hen ikke enig i afgørelsen, og jeg mener, ministeriet har draget nogle helt forkerte konklusioner i forhold til, hvordan virkeligheden ser ud i Sundparken. Og så er det også meget imponerende, at de overhovedet ikke har været i kontakt med Odinsgaard vedrørende ansøgningen. Vi er af den opfattelse, at man ødelægger mange års boligsocialt arbejde i området ved ikke at give de 80 pct. i dispensation, og Odinsgaard er bange for, at det vil påvirke området negativt - ikke kun Sundparken, men hele området, siger Michael Meldgaard.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.