dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Syddjurs' borgmester svarer igen på forslag om jydske huse til én krone

En bolig i Jylland til én enkelt krone. Sådan lyder et nyt forslag fra en københavnsk borgmester, og det har skabt harme på Djursland.
26. AUG 2025 10.02

Kan man give liv til landsbyer i Jylland ved at sælge tomme huse for bare én krone? Det mener Jens-Kristian Lütken (V), der er beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, men som selv kommer fra Viborg og er uddannet på Aarhus Universitet.

I et debatindlæg i Jyllands-Posten foreslår den 43-årige politiker nemlig, at borgere med tilknytning til et hus, der står tomt, skal kunne købe det for kun én krone.

Det har mødt modstand fra blandt andre borgmesteren i Syddjurs Kommune, Michael Stegger Jensen (S). Det skriver TV2 Østjylland.

De høje boligpriser i hovedstaden kan ifølge Jens-Kristian Lütken gøre det oplagt for københavnere at anskaffe sig en billig bolig i Jylland. Jens-Kristian Lütken mener, at der er nogle landsbyer, hvor næsten alle huse står tomme, og mange er forfaldne. Han forestiller sig, at der ikke skal følge andre forpligtelser med, end at man har den nævnte tilknytning til huset.

Det skal modvirke, at husene bliver opkøbt billigt til udlejning, lyder det. Han henviser ifølge Jyllands-Posten også til, at man har en lignende ordning i blandt andet Italien, hvor man kan købe tomme huse for en euro. Her skal man dog bosætte sig fast og forpligter sig til at renovere huset.

Frygter modsat effekt

Michael Stegger Jensen anerkender, at der er et problem med tomme huse, men han frygter, at et salg vil have den modsatte effekt end det tilsigtede.

- Hvis der kommer flere københavnere og vil købe hus til en krone, vil der stå endnu flere tomme, for de er her jo ikke året rundt, siger han.

For borgmesteren i Syddjurs er det ikke prisen på én krone, der vækker bekymring.

- Det er lige så provokerende, hvis han havde foreslået 100.000 kroner. Det handler om at diktere en huspris fra København. Det synes jeg, at man skal holde sig fra, siger han.

For Jens-Kristian Lütken handler det om at bevare de huse, der bærer på minder, og at give muligheden for, at man kan sikre, at et hus ikke bliver revet ned. Ingen yderligere forpligtelser skal heller følge med de billige huse ifølge den københavnske borgmester. Det eneste krav er, at køberen har en form for tilknytning til boligen.

- Staten bruger mange penge på at rive husene ned, og det her er nogens barndomshjem. Det er langt bedre at tilbyde de her huse til dem, der har en tilknytning til dem, så det ikke bliver til bare pletter, siger han til TV Midtvest.

I Syddjurs Kommune arbejder man dog allerede på at forhindre, at boliger bliver stående ubeboede.

- Det er det, vi arbejder på. At man ikke bare kan købe et hus i Syddjurs og så lade det stå tomt, siger Michael Stegger Jensen.

Ifølge ham er den rette løsning i stedet at gøre det mere attraktivt at bosætte sig i området. Han mener, at det er vigtigt at tale højt om gode fællesskaber, der findes på tværs af kommunen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/syddjurs-borgmester-svarer-igen-paa-forslag-om-jydske-huse-til-en-krone

GDPR