
Landets sygeplejersker vil undgå en fortravlet tredje bølge på sygehusene, når den delvise genåbning af samfundet ventes at føre til en stigning i smitten.
Derfor bør regionerne og ledelsen på landets sygehuse allerede nu planlægge en mulig tredje bølge, så man undgår kaotiske tilstande i sundhedsvæsnet.
Sådan lyder det fra Dansk Sygeplejeråd. Ifølge næstformand Dorthe Boe Danbjørg skete det ikke forud for anden bølge.
- Det skete ikke mellem første og anden bølge, og derfor blev hospitaler og medarbejdere sat under maksimalt pres hen over jul og nytår, siger hun i en skriftlig kommentar.
- Det er urimeligt, at medarbejderne skal bære byrden af dårlig planlægning, og at det går ud over patientsikkerheden.
- Derfor forventer vi, at hospitalsledelser i alle regioner straks indleder dialog med medarbejdere og planlægge efter stigende smittetal, så tredje bølge ikke udvikler sig til en tsunami, siger hun.
Vil nærme sig spidsbelastningen set i januar
Ifølge en ekspertgruppe hos Statens Serum Institut (SSI) vil antallet af indlagte med coronavirus kunne stige til knap 900 i april, når man genåbner dele af samfundet.
I øjeblikket er der knap 250 indlagte. Til sammenligning toppede antallet af indlagte på 964 i starten af januar.
Udsigten til flere smittede bekymrer Dansk Sygeplejeråd. Men sygeplejerskerne anerkender, at især børn og unge er ramt af nedlukningen.
- Et øget pres på sygehusene medfører et øget pres på vores medlemmer, som har løbet ufatteligt stærkt i et helt år.
- Vi er samtidig bevidste om, at nedlukningen har store konsekvenser for samfundet.
- Derfor er genåbningen nødvendig, men den skal foregå kontrolleret, så der tages hensyn til sundhedsvæsenets kapacitet, siger Dorthe Boe Danbjørg.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.