AKTUELT:FV26Finanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Byrådet i Kolding er blandt de ti, som har fået en ny mødedato i stedet for valgdagen.
Jacob Schultz/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Ti byrådsmøder flyttes på grund af valget

Politikere har for travlt på valgdagen til at holde møder.
5. MAR 2026 14.05

Afviklingen af et folketingsvalg kræver mange kommunale kræfter, ikke blot i administrationen, men også blandt de lokale politikere, hvoraf mange typisk er valgtilforordnede og nogle endda selv kandidater.

Derfor er valgdagen en dårlig dag at holde byrådsmøde, er der enighed om i kommunerne.

DK Nyt har fundet frem til i alt ti kommuner, som skulle have haft byrådsmøde 24. marts, og de har alle valgt at flytte mødet.

I Slagelse var der indkaldt til ekstraordinært byrådsmøde tirsdag aften om sagen, og her blev det vedtaget at flytte mødet frem til onsdag den 18. marts, fremgår det af referatet. Fem medlemmer, som hellere ville have haft en anden dato, undlod at stemme.

Sekretariatsleder Mette Bjarnt oplyser til DK Nyt, at det normalt kræver enighed at flytte et møde, men ved særlige forhold, f.eks. når der er folketingsvalg, er det nok med et flertal.

I Haderslev er der indkaldt til ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde i aften, bl.a. om flytning af det planlagte møde 24. marts. Her foreslås det, at mødet flyttes til torsdag den 26. marts, og at et planlagt temamøde aflyses.

I Skive er mødet flyttet til mandag den 23. marts, altså dagen før. Det er en beslutning, som bygger på en rundspørge til byrådsmedlemmerne, som borgmesteren derefter har konkluderet på, oplyser sekretariatschef Lisbeth Krogh til DK Nyt.

I Hvidovre har borgmesteren spurgt kommunalbestyrelsen, om det er i orden at flytte mødet, og hvis ingen protesterer, flyttes det til torsdag den 26. marts, oplyser kommunen.

I Svendborg er et planlagt møde flyttet til mandag d. 23. marts, oplyser kommunen.

Det er ifølge Fyns Amts Avis sket, efter at man har rådført sig med KL og Indenrigsministeriet og har fået at vide, at en flytning formelt set kræver indkaldelse til ekstraordinært møde, men at det er almindeligt brugt at nøjes med at skrive og spørge medlemmerne. Så det har kommunen gjort.

I Nyborg flyttes det planlagte byrådsmøde, hvor en større spareplan skal behandles, fra 24. marts til mandag den 23. marts, fremgår det af kommunens hjemmeside. Flytningen er aftalt mellem gruppeformændene, oplyser Venstres gruppeformand Kaj Refslund til Fyens Stiftstidende.

I Kolding er et planlagt byrådsmøde ifølge kommunen flyttet til tirsdag d. 17. marts kl. 11.

I både Næstved og Silkeborg flyttes de planlagte byrådsmøder til torsdag den 26. marts, oplyser kommunerne.

Også i Horsens flyttes byrådsmødet, og en ny dato meldes ud inden længe, oplyser kommunen.  

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ti-byraadsmoeder-flyttes-paa-grund-af-valget

GDPR