
AARHUS: Tidligere Aarhus-borgmester og indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) er død. Han blev 96 år. Det oplyser hans familie til TV2.
Han døde i sit hjem i Risskov ved Aarhus efter længere tids sygdom, lyder det.
Thorkild Simonsen har også stået i spidsen for KL i sammenlagt ni år. Han sad i byrådet i Aarhus mellem 1966 og 1997, de sidste 15 år som borgmester i Aarhus. Han blev efterfulgt af Flemming Knudsen (S).
Et ikon for byen
Inden han blev borgmester var han kulturrådmand i 11 år. Det betød, at det var ham, der havde ansvaret for, at Musikhuset blev opført i byen.
Aarhus' nuværende borgmester, Jacob Bundsgaard (S), skriver i sit mindeord om Thorkild Simonsen, at Aarhus har mistet den mest betydende skikkelse i byens nyere historie. Han var et ikon for byen.
"Tidligere borgmester Thorkild Simonsen var manden, der mere end nogen anden gennem næsten 30 år realiserede visionen om det moderne Aarhus, en by, der voksede markant i størrelse, betydning og anseelse," skriver han blandt andet.
Imens Thorkild Simonsen var borgmester besluttede byrådet blandt andet, at kunstmuseet Aros skulle opføres.
Minister og opmand
I 1997, i en alder af 71 år, blev han overraskende hentet ind som indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens (S) regering. Det var en post, han havde i to og et halvt år.
Thorkild Simonsen var kendt for at have en evne til at tale med og lytte til alle. Hans valgsprog var "ikke alle med en anden holdning end din egen kan være idioter."
I 2005 kom han igen til at spille en rolle politisk, da han blev hentet ind som neutral opmand i forbindelse med strukturreformen. Her skulle han løse stridighederne i de kommuner, som ikke kunne blive enige om frivillige aftaler om sammenlægning med nabokommunerne.
Wammen: Bedste borgmester Aarhus har haft
På Twitter skriver den nuværende finansminister Nicolai Wammen (S), som også har en fortid som borgmester i Aarhus, at hans "ven, mentor og politiske bedstefar" er død.
Han kalder ham samtidig den bedste borgmester, som Aarhus har haft.
Thorkild Simonsen blev født i Vendsyssel. Han var uddannet murersvend, men han tog senere en læreruddannelse og blev også skoleinspektør. Han har tidligere fortalt til Aarhus Stiftstidende, at han meldte sig ind i Socialdemokratiet som ung, fordi han blev inspireret af de socialdemokrater, han mødte i Aarhus.
Thorkild Simonsen efterlader sig sin hustru Edny Simonsen, som han var gift med i 68 år, to døtre samt børnebørn og oldebørn.
Familien oplyser til TV 2, at Thorkild Simonsen vil blive bisat fra Aarhus Domkirke. Det vides endnu ikke hvornår.
/ritzau/
BLÅ BOG:
Thorkild Simonsen, 96 år.
Født 7. juli 1926 i Sønder Rubjerg i Vendsyssel.
Uddannelse:
* Thorkild Simonsen blev uddannet maler i 1945.
* I 1995 tog han en lærereksamen.
* Mellem 1964 og 1970 var han skoleinspektør i Aarhus
Karriere:
* Thorkild Simonsen var fra 1966 til 1997 medlem af Aarhus Byråd. Fra 1982 til 1997 var han borgmester.
* Desuden har han haft en række tillidshverv i Socialdemokratiet, og han var medlem af partiets hovedbestyrelse fra 1986 til 1992 og igen i 1994.
* Fra 1978 til 1997 var han medlem af Kommunernes Landsforening. I årene 1979 til 1982 og 1986 til 1992, var han formand.
* Mellem 1997 og 2000 var han indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens regering.
Bopæl: Aarhus.
Civilstatus: Thorkild Simonsen efterlader en hustru, to børn, børnebørn og oldebørn.
Kilder: lex.dk og Ritzau.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.