
Ved EP19 fordoblede De Radikale partiets repræsentation i EU-parlamentet og fik to valgt ind. Siden meldte den ene, Karen Melchior, sig ud af partiet efter intern kritik, mens den anden, Morten Helveg Petersen, forlader parlamentet efter to valgperioder.
Partiet stiller højst 20 kandidater op, har endnu ikke - som flere andre partier - udpeget noget spids, men udpegningen er i fuld gang. I de ti storkredse udpeger medlemmer foreløbig hver to kandidater, og ad den vej er de første 17 klar.
I Nordjylland er det Philip Tarning-Andersen, som ved EP19 blev valgt som 6. stedfortræder.
I Vestjylland Michael Flarup, der her blev fjerde stedfortræder ved FV22 og ved KV21 var opstillet i Viborg uden at komme ind.
I Østjylland forsøger tidligere MF Anne Sophie Callesen sig nu, efter at hun røg ud af Folketinget ved FV22 - hun blev anden stedfortræder i Sjællands Storkreds, hvor Zenia Stampe fik mandatet. Derudover hovedbestyrelsesmedlem Frederik Aagaard Sørensen, som også var på EP19-listen og blev niende stedfortræder. Ved FV22 blev han femte stedfortræder i storkredsen, hvor Katrine Robsøe fik mandatet.
I Sydjylland er Sissel van Run-Kvist også genganger fra EP19, hvor hun blev 7. stedfortræder. Derudover Jens Alstrup.
I Fyns Storkreds er hovedbestyrelsesmedlem Finn Hartvig Nielsen nu foreløbig kandidat. Han blev ved FV22 sjette stedfortræder i Sydjyllands Storkreds, hvor Lotte Rod blev valgt ind. Jan Werner Mathiasen er også klar - han blev ved FV22 femte stedfortræder her.
I Sjællands Storkreds er Kim Pagels genganger fra EP19, hvor han blev højt placeret - som anden stedfortræder. Ikke uvæsentligt med den aktuelle gennemstrømning blandt de danske europaparlamentarikere. Også Anne-Sofie Sadolin Henningsen vil gerne være kandidat.
I Københavns Omegn finder man Jens Frost og så byrådsmedlemmet i Albertslund Hediye Temiz, der blev fjerde stedfortræder ved FV22 her, hvor Sofie Carsten Nielsen blev valgt og siden udskiftet med Stinus Lindgreen.
I Nordsjælland er Charlotte Burgess på bruttolisten ligesom regionsrådsmedlem i Hovedstaden Martin Schepelern, der blev valgt ved KV17 for Alternativet, men i 2020 skiftede parti.
I Bornholms Storkreds stiller Joao Antonio Møller sig til rådighed for partiet.
I Københavns Storkreds overtager den tidligere formand for RU Sigrid Friis Frederiksen Karen Melchiors plads som EP-kandidat. Hun fik indstillingen efter et kampvalg, hvor Karen Melchior, der på det tidspunkt stadig var medlem, selv udeblev fra afstemningen. Her finder man også tidligere byrådsmedlem på Frederiksberg, David Munis Zepernick, der tidligere har været politisk aktiv i Ny Alliance, men som radikal stillede op til EP19 og blev fjerde stedfortræder.
Der er stadig frist den 16. juli for at melde sig som radikal kandidat, hvilket udover de storkreds-nominerede også kan ske ved at skaffe opbakning fra 25 partimedlemmer. Det er sket før. Hovedbestyrelsen beslutter det endelige bruttofelt, et landsmøde beslutter nummer et, to og tre i rækkefølgen, og hovedbestyrelsen prioriterer den resterende rækkefølge.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.