Nye specialiserede psykiatriske afdelinger til de farligste beboere kan være med til at højne sikkerheden. Sådan svarer otte ud af 10 tillidsvalgte på socialpsykiatriske bosteder i en rundringning, som Fagbladet FOA har foretaget.
- Det vil skabe nogle flere muligheder for at hjælpe dem, der har det rigtig skidt. Så på den måde kan jeg ikke se andet, end at det vil være en fordel, siger Klaus Hansen, tillidsrepræsentant på Botilbuddet Grønnehaven i Nykøbing Sj.
Allerhelst så han og flere af de adspurgte tillidsvalgte, at der var flere sengepladser i psykiatrien.
- Vi har nogle beboere, der ligger i en gråzone, hvor man synes, de udviser en farlig adfærd. Men problemet er, at der ikke er pladser til dem i systemet. Den overordnede frustration er, at der fra politisk hold er blevet skåret i sengepladserne. Det er det, vi hele tiden råber op om, siger tillidsrepræsentant Klaus Hansen.
Mere personale
Susanne Cilke, tillidsrepræsentant på botilbuddet Kjærsholm i Skanderborg, er også umiddelbart positiv over for de nye botilbud.
- Det kunne gøre en forskel, hvis de mest udadreagerende boede et sted, hvor der også blev taget hånd om dem, og hvor der var mere personale, siger hun.
Hun mener dog grundlæggende også, at det er manglen på personale på bostederne, der er problemet i dag.
- Jeg har arbejdet på bostedet i mange år og set en tendens til stærke nedskæringer. Vi er blevet meget få ansatte i forhold til, da jeg startede – både i dagtimerne og i ydertidspunkterne. Vi mangler hænder og flere sengepladser, siger hun.
Stadig problemer
På bostedet Blåkærgård ved Viborg blev en socialpædagog udsat for seksuelt overgreb og knivdræbt af en psykisk syg beboer på en køretur i 2012.
Efter hændelsen er der kommet stor fokus på sikkerheden på bostedet. Der opstår dog stadig problemer med beboere, der har komplekse problemstillinger og udadreagerende adfærd, og som ikke er dømt til behandling. Det fortæller social- og sundhedsassistent Kirsten Merete Hansen, som er arbejdsmiljørepræsentant.
- Jeg er overvejende positiv over for de nye afdelinger. De problemer, vi ikke kan klare med en pædagogiske indsats vil kunne håndteres på de nyoprettede afdelinger, hvor de ansatte får andre rettigheder. Men hvis vores normering blev højere, og vi altid kunne gå på job med følelsen af tryghed og sikkerhed, mener jeg, at vi i socialpsykiatrisk regi kan håndtere problemet, siger Kirsten Merete Hansen.
Endnu et mellemled
En enkelt af de tillidsrepræsentanter, som Fagbladet FOA har ringet til, er usikker på, hvordan de nye afdelinger kommer til at fungere. En enkelt afviser helt idéen.
Det vil være endnu et mellemled, siger Bettina Søs Davidsen, tillidsrepræsentant på Botilbuddet Lunden i Brøndby Kommune.
- I forvejen er der et stort tab af viden, fordi folk ryger frem og tilbage mellem de forskellige instanser – og de nye afdelinger vil være endnu et led. Jeg mener, man bør kigge på det, vi har i forvejen, i stedet for at oprette helt nye afdelinger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.