En måned inde i valgperiodens andet år er der flere steder kommet nye navne på spidskandidater. Og i to kommuner er der tale om tidligere borgmestre, der ikke længere skal øverst på stemmesedlen for deres parti.
Vi begynder i Viborg, hvor De Konservative i stedet for tidligere borgmester Torsten Nielsen nu ifølge Viborg Stifts Folkeblad satser på byråds- og regionsrådsmedlem Stine Damborg som borgmesterkandidat. Hun har opbakning fra den lokale bestyrelse og ventes at blive valgt på en generalforsamling mandag.
Viborg har i to perioder haft K-borgmester, og Torsten Nielsen trådte til, da nuværende partileder Søre Pape i september 2014 trådte tilbage som borgmester for at blive partiformand. Han havde posten frem til KV17, hvor den nuværende - Ulrik Wilbek (V) - kom til. Ved KV21 fik Torsten Nielsen næstflest personlige stemmer - 3.884 - mens Damborg med 1.115 fik fjerdeflest. Wilbek fik 8.297. V har 12 og K syv pladser ud af de 31.
I Svendborg holder De Konservative derimod fast i spidsen fra tre valg - Henrik Nielsen, skriver Fyns Amts Avis. Ved henholdsvis KV13, KV17 og KV21 scorede han 2.215, 1.836 og 1.091 personlige stemmer. Senest, hvor borgmester Bo Hansen (S) kunne fortsætte i anden periode, gik partiet fra fra to til tre pladser.
På Frederiksberg er der endnu ingen afløser til tidligere borgmester Simon Aggesen (K), som fik flest personlige stemmer - 5.436 - men i et historisk skifte måtte aflevere pladsen til socialdemokratiske Michael Vindfeldt. Umiddelbart efter valget forlod han byrådet. I K-gruppen har tidligere MF og gruppeformand Laura Lindahl afvist at ville være ny spids, mens politisk ordfører Nikolaj Bøgh gerne stiller sig til rådighed. Begge to forsøgte forgæves at komme i Folketinget ved FV22.
I Syddjurs er der et farvel til V-spids siden KV09 Claus Wistoft, der selv var borgmester fra 2014-2017. Ved KV21 blev Michael Stegger Jensen (S) borgmester, mens det var Wistoft, som på det personlige plan scorede bedst. Han hentede 2.637 personlige stemmer mod 1.812 til Stegger og 1.734 til Kirstine Bille (SF).
Tre kandidater har længe været i spil til at afløse Wistoft som V-spids, og ifølge Adresseavisen Syddjurs tyder alt på, at formand for Sundhed- og ældreudvalget Christoffer Pedersen kan kåres på den kommende generalforsamling. Byrådsmedlemmerne Jørgen Ivar Mikkelsen og Riber Hog Anthonsen har trukket sig til fordel for Christoffer Pedersen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.