I februar blev Frederikssunds viceborgmester, Søren Weimann (R), genvalgt som radikal spidskandidat. Men nu har han fortrudt og bytter plads med nummer to på listen, Thomas Hansen, skriver Sjællandske Nyheder.
Søren Weimann er p.t. eneste radikale i byrådet, hvor han er formand for kommunens klima-, natur- og energiudvalg og bl.a. sidder i den lokale grønne trepart. Sammen med et nyt job har det givet så stort et arbejdspres, at han har ønsket at overlade spidskandidaturet til Thomas Hansen, som er 53 år og arbejder i en start-up biotekvirksomhed.
Også i Furesø skal der findes en afløser for en allerede valgt spidskandidat. Her er det Carsten Svensson fra Dansk Folkeparti, som efter en blodprop i hjertet har valgt at træde ud af valgkampen, skriver Sjællandske Nyheder. Han sad i byrådet 2018-2021, men ved KV21 røg partiet ud af byrådet. Nu skal der altså findes en anden til at forsøge et comeback.
I Brøndby har De Radikale valgt ny spidskandidat, og valget faldt på Irfan Gilani, som er cand.scient.soc. i historie og international udvikling, har arbejdet i rejsebranchen siden studietiden og er formand for en mindre patientforening. Hans datter, Maha Gilani, er i øvrigt også på listen. Partiet er ikke p.t. i byrådet.
På Ærø har lokallisten Ærø Plus i denne periode mistet to af tre byrådsmedlemmer, som er gået til andre partier, og nu har det tredje, Inga Blom Thomas, også meddelt, at hun ikke genopstiller, skriver Fyns Amts Avis. Hun var øens største stemmesluger ved KV21, hvor hun fik 600 stemmer, mens Peter Hansted (S), der blev borgmester, med 426 fik næstflest.
Der er endnu ikke fundet nogen, der vil stille op for listen, men flere er i tænkeboks, oplyser formand Henriette Skouenborg til avisen. Lykkes det ikke at finde nogen, tager listen fire år i kulissen.
Thisted er én af blot ti kommuner, som stadig har et byrådsmedlem fra Nye Borgerlige. Det er Brian Nielsen, og han er genvalgt som spidskandidat, oplyser partiet til Limfjordsupdate. Samtidig er Christian Liberg valgt som spidskandidat til regionsrådsvalget i Region Nordjylland.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.