Sosuer, pædagogmedhjælpere og andre medlemmer i fagforbundet FOA springer ofte frokostpausen over. Det skriver Fagbladet FOA på baggrund af en undersøgelse, som 3.552 FOA-medlemmer har deltaget i.
De fleste har betalt frokostpause, hvor de skal stå til rådighed for arbejdspladsen. Men hvert tredje medlem, 32 pct., står så meget til rådighed, at pausen ryger mindst én gang om ugen. Mere end hver tiende, 12 pct., må droppe pausen stort set hver dag.
Arbejdspres og dårlig bemanding er ifølge undersøgelsen de væsentligste grunde til, at pausen er under pres. Resultatet viser også, at stress er markant mere udbredt hos dem, der ofte må springe pausen over.
- Den enkelte medarbejder vælger måske at springe pausen over, fordi der er meget at lave. Men det sætter pausen under pres, hvis der ikke er fælles retningslinjer om at holde pause, siger Janne Skakon, der er ekstern lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.
Usundt at skippe pausen
Forbundssekretær i FOA Jens Nielsen er foruroliget over pause-problemet, og han frygter, det kan blive endnu værre.
- Når man arbejder med mennesker, kan det selvfølgelig ske, at man må droppe sin pause. Men bliver det en del af kulturen på arbejdspladsen, så står vi med en meget alvorlig udfordring. For det er usundt ikke at holde pause, og Arbejdsmiljøloven kræver et sundt og sikkert arbejdsmiljø, siger han.
Arbejdsgiverne i både regioner og kommuner peger på, at uforudsete hændelser er umulige at undgå på mange af arbejdspladserne.
- Vi har i nogle tilfælde brug for at trække på de ansatte i deres pauser, fordi vi har nogle meget pressede arbejdspladser i vores sygehusvæsen. Men pausen er en del af det samlede arbejdsmiljø, så arbejdsplanlægning skal sikre, at man kan få spist sin mad, siger Anders Kühnau (S), chefforhandler for Danske Regioner på overenskomstområdet.
KL ligger på samme linje.
- Det er selvfølgelig vigtigt, at man i løbet af lange arbejdsdage har mulighed for at spise frokost, og hvis det ikke sker, må man tage problemstillingen op lokalt, skriver kontorchef Charlotte Hougaard Clifford i en mail til Fagbladet FOA.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.