
SJÆLLAND: Tre personer har inden fristen meldt sig som kandidater til at efterfølge regionsrådsformand Heino Knudsen (S) som socialdemokratisk spidskandidat ved næste regionsrådsvalg, skriver sn.dk. Det er Torben Hollmann, Kenneth Nielsen og Gitte Simoni.
En ny spids er blevet nødvendig, efter at Heino Knudsen har meddelt, at han satser på Folketinget og derfor ikke genopstiller.
- Torben Hollmann er tidligere formand gennem ni år for social- og sundhedssektoren i FOA, hvor han var en fremtrædende stemme i debatten om rekruttering og fastholdelse af sosu'er. I 2022 skiftede han til et job som chef for sundhed og ældre i Næstved Kommune. Han bor på Lolland og sidder ikke i regionsrådet p.t.
- Gitte Simoni har siddet i både regionsrådet og byrådet i Roskilde for Dansk Folkeparti i en længere årrække, men i 2022 forlod hun partiet, og i februar sidste år meldte hun sig ind i Socialdemokratiet. Partiforeningen i Roskilde har enstemmigt indstillet hende som spidskandidat, oplyser hun på Facebook.
- Kenneth Nielsen er lærer og især kendt fra PFOS-sagen i Korsør, hvor han er formand for kogræsserforeningen, hvis medlemmer viste sig at have spist store mængder PFOS via de udsatte køer. Han blev valgt ind i regionsrådet i 2021.
De tre har nu en måned til at føre valgkamp, inden spidskandidaten vælges på et delegeretmøde 2. maj.
Rettelse: Torben Hollmann er tidligere sektorformand i FOA, ikke 3F, som vi først skrev.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.