ODENSE: Det er kun en håndfuld år siden, at trivslen blandt eleverne på Agedrup Skole lå på linje med landsgennemsnittet. Siden dengang har målingerne på både skolen og landsplan været for nedadgående, men det er gået hurtigere ned ad bakke på den fynske skole.
Det viser den seneste landsdækkende trivselsmåling for folkeskolerne, som Børne- og Undervisningsministeriet står bag, ifølge Jyllands-Posten.
I målingen har 84,1 procent af eleverne svaret, at de generelt trives på skolen. På landsplan lå gennemsnittet på 87,5 procent. Da resultaterne af de landsdækkende målinger lå klar sidste år, var det ikke muligt at pege på en årsag til, at færre elever var glade for at gå i skole, lød det fra ministeriet.
Agedrup Skole er i øjeblikket omdrejningspunkt i en sag, hvor forældre til elever på skolen har udtrykt bekymring over grænseoverskridende adfærd.
Sagen kom frem mandag, da Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn kunne fortælle, at over 100 forældre til børn på skolen havde sendt et brev til undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og Odense Kommune.
Den uacceptable adfærd dækker ifølge forældrene over elevers trusler med kniv ned til 4. klasse, indtag af alkohol og euforiserende stoffer, krænkelser af seksuel karakter samt vold og tæsk i anledning af at børn fylder 11 år.
Ifølge forældrene bliver deres bekymring ikke taget alvorligt af skolens ledelse. Derfor skrev de brevet.
Tirsdag formiddag lød det fra børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) i et skriftligt svar, at hun forventer, at Børn- og Ungeforvaltningen har skabt et overblik i løbet af et par dage.
Flere medlemmer af Odense Byråd sagde desuden tirsdag, at elever, der står bag angivelige voldelige episoder og trusler, skal fjernes fra skolen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.