
I sidste uge lukkede Indenrigs- og Sundhedsministeriet for ansøgninger til § 16-puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner. Hele 37 kommuner håber på at få del i puljen på 800 mio. kr., men med et samlet ansøgningsbeløb på 1,9 mia. kr. vil nogle gå tomhændet fra uddelingen.
Sidste år fik 22 ud af 44 kommuner tildelt tilskud fra § 16-puljen, og blandt den halvdel som ikke fik del i midlerne til 2025, har 13 valgt at prøve lykken igen for 2026.
Seks af kommunerne ansøger for samme beløb som sidste år, heriblandt Holstebro, som også ansøger for det største beløb af gengangerne, som ikke fik tildelt midler fra 2025-puljen.
Kommunen søger 75 mio. kr. og begrunder det bl.a. med, at væksten i kommunens skattegrundlag har været lavere end landsgennemsnittet gennem en årrække, og at der på trods af kompensation fra tilskud og udligninger er et akkumuleret efterslæb.
Holstebro fremhæver også kommunens geografiske størrelse, som betyder, at det er omkostningstungt at tilbyde dagtilbud-, skole- og fritidstilbud med høj kvalitet på grund af afstandene. Kommunen understreger, at det vil være en udfordring at lave flere lukninger eller sammenlægninger. Hvis den mindste skole lukkes, vil eleverne få mere end 23 km til nærmeste skole.
De 13 kommuner, som ansøger igen
De 13 kommuner, som fik afslag på deres ansøgning til 2025-puljen, men som nu søger til 2026-puljen, er:
- Assens Kommune: 30 mio. kr.
- Hedensted Kommune: 70 mio. kr.
- Holstebro Kommune: 75 mio. kr.
- Mariagerfjord Kommune: 20 mio. kr.
- Nordfyns Kommune: 10 mio. kr.
- Nyborg Kommune: 20 mio. kr.
- Randers Kommune: 50 mio. kr.
- Rødovre Kommune: 50 mio. kr.
- Skive Kommune: 20 mio. kr.
- Svendborg Kommune: 15 mio. kr.
- Syddjurs Kommune: 11 mio. kr.
- Thisted Kommune: 30 mio. kr.
- Vejen Kommune: 25 mio. kr.
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Ansøger om flere eller færre midler
Kun to af de 13 kommuner ansøger om et større beløb end året før.
Til 2025-puljen ansøgte Assens om 20 mio. kr., men kommunen søger nu 30 mio. kr. Hedensted ansøgte om 60 mio. kr. sidste år og søger nu om 70 mio. kr.
Ifølge Hedensteds ansøgning mangler kommunen 70 mio. kr. for at sikre, at budgettet for 2026 er i balance. Kommunen skriver, at ud af alle kommuner er der blot seks, der forventes at have en lavere samlet finansiering end Hedensted for 2026 og budgetoverslagsårene.
"Der er tale om et markant fald i kommunens rangering i forhold til tidligere år," skriver kommunen.
De resterende fire kommuner, som ansøger igen efter afslag sidste år, ansøger alle om et mindre beløb til 2026. Heriblandt er Randers Kommune, som har halveret sit ansøgningsbeløb fra 100 mio. kr. til 50 mio. kr.
Kommunen beskriver bl.a. udfordringer på socialområdet, især fordi Randers gennem en årrække har haft en betydelig tilflytning af borgere på overførselsindkomst. Derudover påpeger kommunen konsekvenserne af jordskreddet ved Nordic Waste som en faktor, der presser økonomien.
Randers har i forbindelse med Nordic Waste modtaget lånedispensation på op til 375 mio. kr. Det giver en årlig renteudgift på 8,5 mio. kr. de første fem år og et yderligere afdrag på 11.5 mio. kr. fra 2030.
Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.