
En af de oftest italesatte bekymringer ved udflytningen af knap 4000 statslige arbejdspladser har især været, om det i provinsen er muligt at finde kvalificeret arbejdskraft i de styrelser, der flytter så langt væk fra hovedstaden, at kun et fåtal af medarbejderne flytter med.
Men i flere tilfælde har det vist sig at være en grundløs bekymring. Således melder flere styrelser, at ansøgningerne er væltet ind.
Ifølge TV2 har Statens Administration modtaget 200 ansøgninger til fire akademikerjob i Hjørring, og hos Færdselsstyrelsen, som 1. februar var den første styrelse, der flyttede til provinsen, har man fået 89 ansøgninger til 15 juriststillinger i Ribe. I Trafik- og Byggestyrelsen har man modtaget 338 ansøgninger til 15 HK-stillinger.
Oplæringstid på et år
For to uger siden meddelte NaturErhvervsstyrelsen, der skal flyttes til Augustenborg i Sønderborg, at 600 ansøgninger til 30 stillinger som sagsbehandler var tikket ind. I dag tirsdag er den store mængde af ansøgninger nu reduceret til en sjettedel.
- Vi har udvalgt omkring 100 ansøgere, som skal til samtale. Kompetencerne og kvalifikationerne ser fine ud, fortæller enhedschef Vibeke Møgelvang til DR Syd og tilføjer, at hun har store forventninger, og at man ikke behøver frygte, at styrelsens arbejde bliver ringere som følge af udflytningen.
Hun vurderer dog, at det vil kræve en vis oplæringstid, inden de nye medarbejdere er klar.
- De kan selvfølgelig ikke det, vi arbejder med i dag. Det skal vi lære dem det næste års tid, siger hun. Hun oplyser derudover, at kun enkelte medarbejdere flytter med til Sønderjylland, mens 20-25 medarbejdere i styrelsen har valgt at pendle. De kommer alle til at skulle hjælpe med at oplære de nye medarbejdere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.