GRIBSKOV: Et opgør om besparelser i Gribskov byråd, der har ført til et nyt budgetforlig uden om Socialdemokratiet og Nytgribskov, får nu konsekvenser for formandsposten i børneudvalget.
Den nuværende formand Sisse Krøll Willemoes (Nytgribskov) bliver afsat, mens den tidligere udvalgsformand Trine Egetved (K) ventes at overtage posten, når børneudvalgsmedlemmerne onsdag skal tage stilling til et forslag fra Venstre om at få en ny formand i spidsen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Vi skal sætte et godt hold, der arbejder for gode løsninger. Al politisk fnidder skal væk, siger borgmester Kim Valentin (V), der ellers ikke blander sig i, hvem udvalget udnævner til ny formand.
Røg ud i kulden
Det er Nick Madsen (V), medlem af udvalget, der har anbefalet Trine Egetved til posten. Hun røg ellers ud i kulden sidste år, da hun ikke ville være med til at finde de nødvendige besparelser til at bevare de lokale skoler. Ifølge Egetved selv var det en hævnaktion fra Venstres side, da hun tidligere er skiftet fra Venstre til Konservative. Men nu er forbrødringen mellem Venstre og Konservative en realitet.
- Vi har talt om det, der er foregået tidligere, og nu ser vi fremad, siger Trine Egetved til Frederiksborg Amts Avis.
Kim Valentin har desuden foreslået at nedlægge tre fagudvalg og reducere antallet af medlemmer i hvert udvalg fra syv til fem for at spare 900.000 kr. Det vil medføre en ny konstituering, som udvalgene selv får lov at bestemme.
S føler sig sat udenfor
Gruppeformand for Socialdemokratiet Bo Jul Nielsen oplever, at hans parti fortsat er sat uden for døren.
- Vi er ikke blevet spurgt om den nye udvalgsstruktur. Vi føler os sat totalt uden for indflydelse, og det oplever vi som en straf, siger han.
Det er ikke det, der er tale om, lyder det fra borgmesteren.
- Det er ikke en straffeaktion. Jeg gider ikke mere fnidder. Nu skal vi tænke på gode løsninger, siger han til Frederiksborg Amts Avis.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












