dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Der har været flere tilfælde af hyppig mobning på Herlufsholm, end der har været på det gennemsnitlige gymnasie, konkluderer rapport. (Arkivfoto).
Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Undersøgelse af Herlufsholm: Hyppig mobning og 30 år gammel sag videregivet til politiet

Der er flere ældre sager af en sådan alvor, at Herlufsholm-bestyrelsen bør reagere, mener advokat. En sag er overdraget til politiet.
3. NOV 2022 13.19

Der har været flere tilfælde af hyppig mobning på Herlufsholm Skole end på andre gymnasier. Det konkluderer en uvildig advokatundersøgelse, der har haft til formål at undersøge elevmiljøet på skolen i en periode fra august 2018 til 9. maj i år. Der er også kommet indberetninger, som er ældre end 2018.

- Undersøgelsen understreger nødvendigheden af de forandringer og initiativer, der er iværksat på skolen, siger Gitte Nørgaard, der er rektor på skolen, i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen giver anledning til at rette kritik mod skolens daværende rektor Flemming Zachariassen for i 2019 at nedtone resultaterne af en national trivselsundersøgelse. Han kritiseres for "ikke rettidigt og i tilstrækkelig grad at have gjort en indsats for at nedbringe niveauet af mobning".

Den daværende rektor har ikke ønsket at deltage i undersøgelsen. I den uvildige undersøgelse konkluderes det også, at der fortsat er et problem med mobning i 2022.

Undersøgelse sat i gang efter dokumentar

Undersøgelsen blev igangsat på bagkant af en TV 2-dokumentar, hvor flere tidligere elever stod frem med historier om grov mobning, vold og seksuelle krænkelser. Den skulle redegøre for omfanget af denne slags hændelser.

I undersøgelsens rapport oplyses det desuden, at en række indberetninger, som vedrører tiden før den afgrænsede tidsperiode, er indkommet.

- Flere af disse indberetninger er af sådan en alvor og validitet, at den nuværende bestyrelse bør reagere på disse, lyder det.

Advokatundersøgelsen understreger dog også, at ledelsen i den afgrænsede periode har slået ned på uønskede kulturer på skolen, når den er blevet gjort opmærksom på dem.

De tiltag, som er blevet indført, ventes da også at bidrage positivt til at "komme de konstaterede problemer med mobning og krænkelser til livs".

30 år gammel sag politianmeldt

Herlufsholm Skole har anmeldt en 30 år gammel mulig forbrydelse til politiet. Skolen har bedt advokaten om at gå videre med oplysningerne til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Det oplyser rektor Gitte Nørgaard.

- Selv om indberetningen handler om oplevelser for længe siden, så er de af en karakter, der gør, at vi ikke er i tvivl om, at politiet bør undersøge dem nærmere og vurdere, om der stadig kan rejses en sag, udtaler hun i pressemeddelelsen.

Her står intet nærmere om indholdet af indberetningen eller om karakteren af oplevelserne. Men den beskrives som så alvorlig, at den bør vurderes af politiet. Advokaten har ikke været i stand til at verificere indberetningen, fremgår det.

For tilfælde af vold er forældelsesfristen for længst overskredet, mens det i straffeloven står, at blandt andet voldtægt og visse andre sædelighedsforbrydelser mod personer under 18 år ikke forældes. Resultatet af advokatens undersøgelse får i øvrigt skolen til at sige undskyld til tidligere elever, der har været udsat for mobning og grænseoverskridende adfærd.

- Herlufsholm svigtede sit ansvar for at gribe ind og sikre en tryg skolegang for alle. Det vil jeg på skolens vegne gerne give en oprigtig og dybfølt undskyldning for, siger rektoren.

En del af indberetningerne til advokaten drejer sig om oplevelser fra slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne. De giver et billede af en "særdeles hård og uacceptabel opførsel blandt nogle elever på skolen".

Ritzau forsøger at få yderligere kommentarer fra rektor Gitte Nørgaard.

Politiet efterforsker i øvrigt 14 nyere sager om vold, trusler og sædelighedsforbrydelser på skolen, hvor det endnu ikke er afklaret, om der vil blive rejst tiltale. Sagerne er blandt andet blevet optaget af politiet efter TV 2 dokumentaren i maj.  

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/undersoegelse-af-herlufsholm-hyppig-mobning-og-30-aar-gammel-sag-videregivet-til-politiet

GDPR