Hver anden unge under 30 år kender ikke navnet på borgmesteren i deres egen kommune. Og næsten seks ud af ti ved ikke, hvilke partier, der har flertal i byrådet. Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Avisen.dk.
Undersøgelsen kommer i forbindelse med ti-året for den storstilede strukturreform, der i 2007 lagde de daværende 271 kommuner sammen til 98.
I reformen var bedre betingelser for nærdemokratiet ellers et af hovedformålene. Det skulle styrke inddragelsen af borgerne, lød det i reformteksten. Men det er altså ikke lykkedes at gøre kommunalpolitik mere hot, viser undersøgelsen.
I alt svarer to ud af ti i hele befolkningen, at de ikke kender navnet på deres borgmester. Tre ud af ti kender ikke flertallet i deres byråd.
Langt til rådhuset og indflydelse
Særligt de unge ved ikke, hvem der styrer deres egen kommune. 47 pct.af de unge mellem 18-29 år svarer nej til spørgsmålet om, hvorvidt de kender navnet på borgmesteren i deres egen kommune.
Formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, Kasper Sand Kjær, er ikke glad for undersøgelsens resultatet.
- Undersøgelsen er klart bekymrende. Der er ingen tvivl om, at unges manglende deltagelse og kendskab til lokalpolitikken hænger sammen med kommunalreformen, som har skabt meget store kommuner. Især i landkommunerne er der blevet langt til rådhuset og indflydelsen. Og i de store bykommuner er det svært at trænge igennem blandt mange interessegrupper, hvis man ikke er god til at råbe op, siger DUF-formanden.
Andelen af borgere, der ikke kender deres borgmester, spænder i undersøgelsen lige fra to pct. i Esbjerg til hele 38 pct. i Silkeborg og Viborg.
Den mest kendte borgmester er selv både overrasket og glad for målingen. Men kendtheden er nu også bygget op over mange år, erkender Johnny Søtrup (V), som har siddet i borgmesterstolen i Esbjerg siden 1994.
Plads til forbedring
Viborgs borgmester, Torsten Nielsen (K), er omvendt ikke stolt af målingen. Han erkender, at han står med en udfordring.
- Hvis man skal se positivt på det, vil jeg sige, at der er plads til forbedring. Og den vil jeg stræbe efter, for jeg mener, at det har demokratisk værdi, at borgerne ved, hvem borgmesteren er. Det er på den måde, man kommer i kontakt med folk og får både det gode og det dårlige at vide, mener Torsten Nielsen til Avisen.dk.
Til sit eget forsvar og som forklaring på sin foreløbig beskedne gennemslagskraft gør han opmærksom på, at han kun har siddet i embedet i godt to år, efter at hans forgænger, Søren Pape, blev konservativ partiformand og forlod kommunen til fordel for Christiansborg.
Analysen bygger på svar fra 2369 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












