Unges kommunale valgdeltagelse steg til nye højder ved KV17, da 75,1 pct. af de stemmeberettigede 18-årige satte deres livs første kryds ved et valg. Det er fire procentpoint flere end ved KV13 og 17 procentpoint flere end ved KV09.
Det fortæller Berlingske på baggrund af en rapport om valgdeltagelsen ved KV17 fra Københavns Universitets Center for Valg og Partier. Rapporten er udarbejdet af valgforsker og statskundskabsprofessor Kasper Møller Hansen, og da han kom til valgdeltagelsen blandt de yngste vælgere, kunne han næsten ikke tro sine egne tal.
- Da jeg så de her tal, må jeg indrømme, at jeg tænkte: Det kan ikke passe, der må være et eller andet galt, siger Kasper Møller Hansen til Berlingske.
Også valgdeltagelsen blandt unge vælgere mellem 19 og 29 år gik opad fra en valgdeltagelse på under 50 pct. ved KV09 til op mod 60 pct. ved KV17.
- I 2009 råbte vi vagt i gevær. For der var valgdeltagelsen blandt de unge faldende. Det så ud, som om der var en hel generation, vi var ved at tabe på gulvet rent demokratisk. At man over to valg kan hæve valgdeltagelsen blandt de yngste vælgere med 17 pct., synes jeg virkelig er meget bemærkelsesværdigt og imponerende, siger han.
- I 2013 blev der lagt en stor national indsats for at få de unge til stemmeurnerne. Det gjorde der slet ikke i 2017. Så det er ekstra imponerende, at det er lykkedes at få valgdeltagelsen til at stige, siger Dansk Ungdoms Fællesråds formand Kasper Sand Kjær til Ritzau.
- Det vidner om en ungdomsgeneration, som både vil tage ansvar og vil tage del i det samfund, som de er en del af og for vores demokrati, siger han.
Kasper Sand Kjær så dog gerne, at valgdeltagelsen for de unge kom endnu højere op.
- Der er stadig et gab fra de 22-29-årige op til den generelle befolkning. Det skal vi have løftet op, for ellers er der et demokratisk underskud af unge til kommunalvalgene, siger han.
Ritzau
Læs eller download rapporten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.