
SJÆLLAND / HOVEDSTADEN: Det bliver Holbæks viceborgmester, Camilla Hove Lund (V), som bliver Venstres bud på en regionsrådsformand i den kommende nye storregion, Region Østdanmark. Maria Ladegaard, som også gik efter posten, har nemlig trukket sig og bakker nu op om Camilla Hove Lund.
Sidstnævnte var valgt som Venstres spidskandidat i Region Sjælland, mens Maria Ladegaard var valgt i Region Hovedstaden.
"Jeg er født og opvokset i Hørsholm og har med en enkelt afstikker til Allerød boet i København de sidste 12 år. Jeg ønskede at gøre en forskel for region Hovedstaden, men opgaven er med sammenlægningen blevet en anden, og derfor har jeg måttet gøre op med mig selv, om jeg tror på, at jeg kan gøre den forskel jeg drømmer om i den nye kontekst. Det førte til min beslutning, som jeg er både glad for og lettet over," skriver hun på Facebook.
Et andet blik på ulighed
Camilla Hove Lunds primære modkandidat bliver den nuværende formand for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S). Socialdemokratiets valgte spidskandidat i Region Sjælland, Torben Hollmann (S), trak nemlig sit kandidatur lige før jul og bakkede i stedet op bag Lars Gaardhøj.
Camilla Hove Lund siger til Sjællandske Nyheder, at hun som sjællænder tror, hun kan bidrage med et andet blik for, hvad ulighed i sundhed er, både socialt og geografisk. Hun er optimist i forhold til at vinde formandsposten, selv om de røde partier traditionelt står stærkest.
- Men det vigtigste for mig er, at vi får et bredt samarbejde. Det bliver meget, meget vigtigt, at vi får en bredt funderet, stabil politisk ledelse, når den her nye region skal fra start, siger hun.
Camilla Hove Lund er tidligere valgt som Venstres borgmesterkandidat i Holbæk, men der skal nu findes en anden, da hun ikke ønsker at være spids begge steder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.