
Tredje gang blev lykkens gang for Ulrik Kølle Hansen, som mandag vandt en afstemning om at blive Venstres borgmesterkandidat på Langeland foran Peder Hansen med stemmerne 35-29. Det skriver Fyns Amts Avis.
Ulrik Kølle Hansen forsøgte også at blive sit partis spids ved KV17 og KV21, men uden held. Op til KV21 stod valget også mellem de to, og da vandt Peder Hansen afstemningen 78-23. Men nu tager Ulrik Kølle Hansen over, og han bebuder bredt samarbejde med de øvrige partier.
- Ja, jeg vil gerne samarbejde, og jeg har hørt et klart ønske om et bredere samarbejde i kommunalbestyrelsen. Det er bedst, hvis vi kan stå sammen om at drive Langeland, siger han.
Det har ellers haltet gevaldigt med samarbejdet i kommunalbestyrelsen i den forløbne periode. Borgmesterpartiet SF vedtog sammen med Socialdemokratiet en ny konstituering, som kostede mindretallet to formandsposter, hvilket fik mindretallet til at klage til Ankestyrelsen og Peder Hansen til at tale om "tæt på enevælde og diktatur".
Ovenpå nederlaget mandag oplyser Peder Hansen, at han forlader politik med udgangen af denne periode, skriver Fyns Amts Avis.
Borgmester Tonni Hansen (SF), som var suveræn stemmesluger ved KV21, har endnu ikke besluttet, om han genopstiller.
Ung og frisk
I Brønderslev har Venstres Mikael Klitgaard været borgmester siden KV13, og før kommunalreformen var han borgmester i Dronninglund 2002-2007. Forrige uge fyldte han 70, men han er ikke træt endnu.
- Jeg joker med, at jeg er den mest friske borgmester i Nordjylland, og jeg er i min bedste alder. Ung og frisk er, hvad jeg er, siger han til TV2 Nord i anledning af, at Venstre i Brønderslev vælger spidskandidat 21. marts.
Opstillingsfristen er udløbet, og Mikael Klitgaard er eneste kandidat og dermed sikker på at blive valgt.
Socialdemokratiet har tidligere valgt Bettina Bøcker Kjeldsen som borgmesterkandidat i kommunen.
Socialudvalgsformand spids igen
I Randers har SF genvalgt byrådsmedlem Rosa Lykke Yde som spids uden modkandidater. Hun har siddet i byrådet siden 2019, hvor hun gik direkte ind som socialudvalgsformand som suppleant for Charlotte Broman Mølbæk (SF), der blev valgt til Folketinget.
"Beæret, forpligtet, for et mere lige Randers" skriver Rosa Lykke Yde på Facebook, hvor hun lover at gøre sig umage og kæmpe for bedre velfærd og grønne løsninger. Hun er sit partis eneste byrådsmedlem i Randers, og udover at være socialudvalgsformand sidder hun også i økonomiudvalget.
I Gladsaxe har Dansk Folkeparti valgt Kristian Tørning som spidskandidat, oplyser partiforeningen ifølge sn.dk. DF er lige nu ikke repræsenteret i Gladsaxes byråd. Partiet fik ved KV21 valgt en enkelt, nemlig Susanne Damsgaard, men hun er siden skiftet til Danmarksdemokraterne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.