
VEJEN: Landmand Martin Lund Madsen har ved hjælp af sandbunker og bigballer afspærret en nyanlagt vej i Vejen Kommune. Han har fået medhold i Højesteret i, at ekspropriationen af en del af hans jord til en ny vej var ugyldig. Det har fået Vejen Kommune til at bebude en ny ekspropriationssag mod landmanden, der har tilbudt kommunen at overtage ejendommen med de 190 hektar.
Men det har kommunen takket nej til.
- Det synes vi, er lidt voldsomt, når vi kun skal bruge to hektar, siger borgmester Egon Fræhr (V), der ærgrer sig over sagen.
- Det har jeg det da rigtig skidt med. Det er en træls sag, siger han.
Vejen blev anlagt, efter at Banedanmark eksproprierede en del af landmandens jord for at etablere elledninger langs jernbanen mellem Lunderskov og Esbjerg.
I den forbindelse bad Vejen Kommune Banedanmark inddrage en større del af jorden, for at kommunen kunne bygge den nye vej, der går hen over jernbanen og op mod motorvejen mellem Esbjerg og Kolding.
Højesteret har afgjort, at det var i strid med loven.
Landmand: Det er principielt
Det var ifølge borgmesteren Banedanmark og Transportministeriet, der som anlægsmyndighed brugte et - har det nu vist sig - forkert lovgrundlag, da man eksproprierede.
- Derfor har vi iværksat en ny eksproprieringsproces på et andet lovgrundlag. For vi kan jo ikke have en ulovlig vej liggende, siger borgmesteren.
Selv siger Martin Lund Madsen, at 'hvis jeg som landmand skal overholde love og regler, hvorfor skal offentlige myndigheder så ikke også gøre det.'
- Jeg synes, det er meget principielt det her: Hvis vi andre bygger noget, der er i strid med loven, så får vi besked om at fjerne det. Og indtil det sker, kan vi få dagbøder, siger Martin Lund Madsen.
Hvor længe vil du opretholde afspærringen af vejen?
- Hvis vi kan finde en mindelig løsning, så fjerner jeg den. Og hvis vejen skal fjernes, og en lokal entreprenør skal kunne komme til, så skal jeg også nok få afspærringen væk. Men ellers holder vi det, indtil sagen er afgjort, siger Martin Lund Madsen.
- Jeg er en stabil landmand, der har fødderne solidt plantet i mulden. Jeg står fast og bliver ved, indtil det sidste punktum er sat, siger han.
Ritzau/thb
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.