SJÆLLAND: I dag er den politiske magt i regionerne koncentreret i det 15 personer store forretningsudvalg. og når beslutningerne når frem til de åbne regionsrådsmøder med alle 41 medlemmer, er partierne som oftest afklarede.
Men S-SF-DF-LA-flertallet med Heino Knudsen (S) i spidsen vil fordele retten til at træffe beslutninger, så udvalgene for fx psykiatri, sygehuse og trafik får mere indflydelse i Region Sjælland, skriver Dagbladet Roskilde.
I dag har de øvrige udvalg i regionerne - modsat i kommunerne - nemlig kun en rådgivende og vejledende funktion. Det vil regionens nye konstitueringsgruppe lave om på ved at indføre en såkaldt 'Skanderborg-model'.
Mere ansvar i hverdagen
Siden Regionsloven blev ændret i december 2013, har regionerne fået mulighed for at give mere beslutningskompetence til de politiske udvalg med modellen, så udvalgene på visse områder egenrådigt kan træffe beslutninger udenom forretningsudvalg og regionsråd. Denne åbning har flertallet tænkt sig at gøre brug af.
- Der bliver mulighed for at grave mere ned i sagerne, end hvis beslutningerne kun foregår i regionsrådet, lyder det fra regionsrådets kommende formand Heino Knudsen (S), der tilføjer, at ændringen vil resultere i mere ansvar til politikerne i hverdagen.
Regionsmedlem Egon Bo (LA) peger desuden på, at man ved at give udvalgspolitikerne mere magt, også vil sørge for at holde dem til ilden.
- Hvis man sidder i et udvalg og ikke kan træffe beslutninger om noget, så føler man, at man er sat ud af spillet. Det her vil være med til at give politikerne en mere meningsfuld dag og resultere i nogle mere aktive og engagerede politikere, forklarer Egon Bo.
Hæv også honorarerne
Hos mindretallet er gruppeformand i Venstre, Kirsten Devantier, ikke afvisende over for forslaget, men peger på, at der kan være nogle uforudsete udgifter forbundet med gennemførelsen.
- Hvis man vil hæve formandshonorarerne, så er der ikke blevet sat penge af til det, siger hun.
Forslaget skal førstebehandles på et møde i regionsrådet den 8. januar og endeligt godkendes på et senere møde.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.