
VEJEN: Fra 29. august til 3. september er der VM i Kano og Kajak Maraton på Jels Sø i Vejen Kommune, og det er nu blevet en sag på i første omgang økonomiudvalgets møde på tirsdag.
Byrådsmedlem og 2. viceborgmester Morten Thorøe (V) foreslår nemlig, at kommunen skal afvise at tage imod russiske og hviderussiske deltagere til arrangementet.
"Om der reelt vil være deltagere fra Rusland/Hviderusland, kan jeg ikke vurdere, men jeg mener, at vi fra Vejen Kommunes side skal sende et entydigt signal til både det danske kano/kajakforbund og det internationale forbund om, at vi under ingen omstændigheder kan være medarrangører af et VM, hvor der er deltagere fra Rusland eller Hviderusland," skriver han i sin begrundelse.
Kun sikkerhedshensyn
Forvaltningen har undersøgt sagen og konstaterer, at kommunen og det danske kano- og kajakforbund kun er "viceværter" for arrangementet, mens det internationale forbund ICF "ejer" konkurrencen. ICF har efter råd fra den olympiske komité IOC besluttet at lade russiske og hviderussiske atleter deltage under neutralt flag, hvis de ikke udviser støtte til Ruslands invasion af Ukraine.
"De har dog givet mulighed for, at de lokale aktører kan vælge at afvise deltagelse fra de to lande med baggrund i et sikkerhedsperspektiv uden dette vil bryde kontrakten. Er det derimod andre årsager end sikkerhedsmæssige årsager, kan det opfattes som et brud på kontrakten" står der i fremstillingen.
Dansk Kano- og Kajakforbund konstaterer i en mail, at ICF's holdning, som blev vedtaget først i maj, "endte med 256 nuancer af gråt og en bagdør ift. lokale sikkerhedsmæssige overvejelser". Forbundet vurderer dog, at det er særdeles tvivlsomt, at der kommer russiske deltagere, da det ikke er en olympisk event og derfor har lavere prioritet, og da sanktioner gør det svært økonomisk og logistisk at deltage.
Op til kommunen
Det er dog kun gæt. Og der kan godt argumenteres for, at hensyn til sikkerhed kan bruges til at afvise russiske og hviderussiske atleter, mener begivenhedens styregruppe, som består af kommunen, Dansk Kano- og Kajakforbund og Sport Event Danmark, og som har diskuteret sagen på et møde i den forløbne uge.
Styregruppen vurderer, at der ikke er kapacitet til at sørge for ekstra sikkerhed, og at det giver usikkerhed, at der bor mange ukrainere i kommunen. Men styregruppen overlader beslutningen til kommunen, og det samme gør politiet.
Derfor skal sagen nu i økonomiudvalget og formentlig senere i byrådet. Morten Thorøe (V) håber, det ender med et forbud mod russisk og hviderussisk deltagelse.
- Den der slatne tilgang, man har haft hos blandt andet IOC, hvor man ikke rigtig vil forholde sig til det faktum, at de fører krig. Det synes jeg bare ikke, at vi skal stå model til i Vejen, siger han til JydskeVestkysten.
- Prøv at forestille dig, at vi skal stå i Jels og kigge på, at der er en russer, der har vundet en af konkurrencerne, og at vi så samtidig har åbnet dørene for 1.000 ukrainere, som der vel efterhånden er i Vejen Kommune. (...) Og det der pjat med, at politik og sport ikke hører sammen, det er jo en skrøne. Det er i allerhøjeste grad noget, der hænger sammen, tilføjer han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.