dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Venstre er politianmeldt for brud på partistøtteregler

Finansminister Claus Hjorts (V) valgkreds oplyste i strid med reglerne ikke om en sekscifret donation fra Liberal Erhvervsklub
16. AUG 2016 6.05

RUDERSDAL: Venstre i Rudersdal Kommune er blevet politianmeldt for brud på loven om politiske partiers regnskaber, skriver Politiken.

Liberalt Erhvervsforum, en såkaldt erhvervsklub, har ifølge formanden for klubben doneret i omegnen af 400.000 kr. forud for folketingsvalget i både 2011 og 2015 til Venstres lokalafdeling i samme kommune. Det er den afdeling, hvor nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) stiller op.

Nordsjællands Politi bekræfter at have modtaget anmeldelsen, som Anders Højsted siger, at han har indgivet. Han er aktivt medlem af De Radikale.

- Det har ikke noget at gøre med, at det er Venstre. Jeg ville også have politianmeldt De Radikale, hvis jeg fandt ud af, at der var nogen, der havde snydt med de ting.

- Det har noget at gøre med, at jeg vil have, at vores politikere opfører sig ordentligt og overholder loven. Jeg vil have, de bliver stillet til ansvar, hvis de ikke gør det, siger han til Politiken.

Gitte Rasmussen, formand for Venstre i Rudersdal Kommune, ønsker ikke at kommentere sagen, fordi hun ikke kender til anmeldelsen.

Hun skriver i en skriftlig kommentar til Politiken, at der i sagen, som tidligere har været fremme, skete en 'beklagelig fejl, som der efterfølgende er rettet op på'.

- Vi har ingen interesse i at holde bidrag skjult. Vi er stolte af alle bidrag vi får, skriver hun.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har over for dagbladet ingen kommentarer.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/venstre-er-politianmeldt-for-brud-paa-partistoetteregler

GDPR