
ESBJERG: Venstre bevarer - trods klar tilbagegang - borgmesterposten i Esbjerg, hvor Jesper Frost Rasmussen afløser Johnny Søtrup, som sad et kvart århundrede i borgmesterstolen.
- Vi har haft en lang snak, og vi er blevet enige om en konstitueringsaftale, hvor jeg, Venstre, sidder i borgmesterstolen, siger Jesper Frost Rasmussen efter mødet natten til onsdag ifølge en optagelse på jv.dk.
Borgmesterposten er faldet på plads efter et yderst tæt valgresultat og en svær konstituering.
DF får posten som viceborgmester. Borgerlisten, De Konservative og Dansk Folkeparti får formandsposter i udvalg.
Blå blok sikrede sig 16 mandater, mens rød blok fik 15.
- Vi er et nyt hold. Vi er rigtig fortrøstningsfulde, og vi skal nok forsøge at føre Esbjerg videre den rette vej, siger Jesper Frost Rasmussen.
Venstre har med Johnny Søtrup siddet på magten i Esbjerg i 24 år. Men denne gang har den erfarne førstemand valgt ikke at stille op. Det har givet plads til Jesper Frost Rasmussen, der indtil nu har været 1. viceborgmester i byrådet.
Venstre gik markant tilbage ved valget, hvilket betyder, at Socialdemokratiet nu er lige så stort som V i byrådet. Begge partier har fået 11 mandater. For Venstre er det en tilbagegang på fire mandater i forhold til valget i 2013. Omvendt er Socialdemokratiet gået to mandater frem.
Trods mandatligheden har Venstre kunnet samle et flertal med Borgerlisten, Dansk Folkeparti og De Konservative. De Konservative var ikke med i det borgerlige valgforbund, hvilket skyldes en tidligere splid i partiet.
Henrik Vallø, som oprindeligt var valgt for Venstre, men som skiftede til De Konservative, blev vraget som spidskandidat for partiet. Han skiftede til Borgerlisten, som dannede valgforbund med Venstre. De Konservative ønskede ikke at indgå i et valgforbund, som kunne sikre Vallø valg.
De Konservatives nyvalgte medlem siger dog efter aftalen onsdag, at partiet forventer et fint samarbejde med Vallø i kommunalbestyrelsen.
ka / Ritzau
V 11 (15), S 11 (9), DF 3 (2>0), SF 2 (2), R 1 (0), EL 1 (2), K 1 (1>0), Borgerlisten 1 (0>1).
NB, LA og ALT opnåede ikke valg. Se KMD-valgtallene.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.