
STEVNS: Medlemmerne af Venstre i Stevns ønsker en chance mere for at vippe deres borgmester af pinden som partiets spidskandidat til KV17, besluttede et flertal onsdag på en fremrykket generalforsamling i den lokale vælgerforening. Måske er det allerede lykkedes, for borgmester Mogens Haugaard Nielsen ville onsdag aften ikke uden videre erklære sig klar til endnu et kampvalg, men vil bruge weekenden til at tænke situationen igennem, skriver sn.dk.
På generalforsamlingen stemte et klart flertal på 92 mod 61 for, at der skal holdes opstillingsmøde for anden gang, efter at tilliden til borgmester Mogens Haugaard Nielsen tilsyneladende er smuldret yderligere, siden han i august vandt et kampvalg med en margin på blot syv stemmer.
Siden dengang er konstitueringsflertallet i Stevns Byråd blevet til et mindretal. Efter KV13 var det et flertal på 12 mandater ud af 19, der satte Mogens Haugaard Nielsen i borgmesterstolen, men allerede inden første runde i kampen om spidskandidaturer havde de to radikale byrådsmedlemmer fået nok og reducerede flertallet fra 12-7 til 10-9.
Efter opstillingsmødet hvor Mogens Haugaard Nielsen overlevede det første attak mod ham, skete der først det efter et kaotisk budgetforløb, at Dansk Folkepartis to byrådsmedlemmer også fik nok og forvandlede 10-9 flertallet til et 8-11 mindretal, og dernæst samlede alle partier i det nye flertal sig om en omkonstituering, hvor Venstre blev frataget en udvalgsformandpost og nu sidder som mindretal i samtlige udvalg.
Snæver sejr på tyndt grundlag
Den situation beskrives som medvirkende årsag til, at der nu er ønske om en ny runde om posten som spidskandidat ved KV17. Når et flertal, der rækker fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, har kunnet samle sig i en konstitueringsgruppe mod Venstre og Mogens Haugaard Nielsen i det nuværende byråd, er overvejelsen, at hvis Venstre skal have en chance for at skaffe sig et flertal bag borgmesterposten i det næste, så skal der en ny spidskandidat til.
Yderligere skyldtes Mogens Haugaard Nielsens snævre sejr på det første opstillingsmøde ifølge flere af hans modstandere, at modkandidaten var uden byrådserfaring, og at en ny modkandidat med en stærkere politisk baggrund vil kunne vinde et kampvalg. En sådan modkandidat menes at være klar i kulissen, idet man kun har ventet på, at det blev afgjort, om der skulle holdes omvalg eller ej.
Det skal der. Det nye opstillingsmøde ventes ifølge sn.dk holdt 28. februar, men allerede efter weekenden vides det, om en af kandidaterne til at blive spidskandidat vil være den siddende borgmester.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.