
MORSØ: Sidste år forklarede Morsøs viceborgmester Viggo Vangsgaard sit skift fra Socialdemokratiet, hvor han tidligere har været borgmesterkandidat, til en løsgængertilværelse med følgende:
"Efter længere tids overvejelse kan jeg ikke se mig selv i den socialdemokratiske kommunalbestyrelsesgruppe længere: Jeg bliver derfor fra dags dato løsgænger i KB uden partitilknytning," lød det i en mail sendt til kommunalbestyrelsen og topledelsen i kommunen.
Men nu kan Nordjyske afsløre, af S-afgangen skyldtes en sag om sexchikane, forklarer formand for Socialdemokratiets partiforening i Nykøbing, Svend Erik Jørgensen, til avisen.
Der er tale om kommunalbestyrelsesmedlem Pia Storm (S), som havde været udsat for grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser fra Viggo Vangsgaard, der i sommer meldte sig ind i SF.
Ifølge Svend Erik Jørgensen er det Viggo Vangsgaard, der har spurgt Pia Storm, om "han skulle tage hende bagfra". Derfor gav han Vangsgaard valget mellem at melde sig ud eller blive smidt ud af partiet, fortæller han til Nordjyske.
Vangsgaard afviser
Over for TV Midtvest afviser Viggo Vangsgaard at kunne huske nogen af episoderne, men siger, at Pia Storm "selvfølgelig skal have en undskyldning, hvis hun har følt sig truffet eller chikaneret på nogen måde", og at han overvejer en injuriesag.
Til tv-kanalen fortæller Pia Storm, at hun troede, at hun kunne håndtere sagen selv, men hun endte altså med at gå til partiformanden. Her endte det med Vangsgaards udmeldelse af S og en underskrift på en aftale. Ifølge Vangsgaard på grund af intern uro, men på papiret fordi Storm har følt sig seksuelt krænket.
- Det er ikke fordi, jeg er sart, jeg kan godt klare værkstedshumor og pjat, men jeg ved også, hvornår det ikke er sjovt, og hvornår der ligger noget bag, siger Pia Storm til TV Midtvest.
Viggo Vangsgaard har været S-medlem siden 1993. I et interview med Nordjyske afviser han også at have lagt fysisk an på kvinder og kalder beskyldningerne en vendetta.
Også Venstre-politiker i Morsø Anja Alsøer fortæller, at hun har oplevet grænseoverskridende adfærd fra Vangsgaard.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.