Da Udlændingestyrelsen i 2016 blev bedt om at adskille asylpar, var det en vanskelig sag, hvor de ikke kunne gøre noget rigtigt.
Det talte de om i styrelsen, forklarede tidligere specialkonsulent og souschef i styrelsen Kristina Rosado, da hun mandag vidnede i Rigsretten.
Hun forklarede, at hun og specialkonsulent Margit Sander Rasmussen diskuterede kodeks syv om embedsmænds pligt til at sige fra.
- Jeg kan huske, at vi talte om, at det var sådan en sag, hvor uanset, om vi gjorde det ene eller det andet, var det nok forkert.
- Hvis vi efterlevede instruksen i sin rene form, ville vi jo nok gøre noget, man ikke må. Hvis vi undlod at efterleve instruksen i sin rene form, ville vi gå mod en klar tjenestebefaling. Det må man jo heller ikke, sagde hun mandag.
Kristina Rosado husker ikke, hvordan kontorchef i styrelsen Ditte Kruse Dankert og vicedirektør Lene Vejrum reagerede på overvejelserne.
I Rigsretten er tidligere minister Inger Støjberg tiltalt. Hun meddelte 10. februar 2016 i en pressemeddelelse, at hun satte en stopper for, at mindreårige asylansøgere kunne bo med en ægtefælle eller samlever.
Dom ventes før jul
Ifølge Rosado og flere andre vidner fra styrelsen fik de i opkald fra Udlændingeministeriet at vide, at de skulle administrere efter pressemeddelelsen - uden undtagelser. Det hører med, at afdelingschef i ministeriet Line Skytte Mørk Hansen, der ringede, har en anden udlægning. Hun har forklaret, at hun sagde, at der ville være undtagelser.
Styrelsen mente ikke, at man kunne adskille alle og undlod først at adskille par, der havde børn, men senere adskilte de også nogle par med børn. I marts 2016 forelagde styrelsen så fem sager for ministeriet, hvor styrelsen ikke mente, at parrene skulle adskilles.
- Vi fik en melding fra vores departement om, at denne ordning var inde for skiven og ikke umiddelbart gav tvivl om, hvorvidt vi overtrådte konventionerne. Det var vi uenige i, og det var baggrunden for, at vi forelagde de her sager, lød det fra Rosado.
De sidste vidner føres denne uge. Dommen ventes før jul.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.