
Dansk Industri har for 10. gang taget temperaturen på det danske erhvervsklima med landets mest omfattende undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Resultaterne viser, at antallet af virksomheder, der er utilfredse med servicen i deres kommune, er næsten halveret siden 2010.
De mest tilfredse virksomheder ligger i Midt- og Vestjylland, og Ikast-Brande vinder titlen som Danmarks mest erhvervsvenlige kommune.
- Virksomhedernes tilfredshed med kommunerne er steget med næsten 10 pct. på blot ti år, og det er en meget positiv udvikling. Fremgangen viser, at kommunerne har fået større forståelse for virksomhedernes betydning for deres lokalområde – og derfor er blevet mere fokuseret på at forbedre de lokale vilkår for virksomhederne og deres medarbejdere, siger administrerende direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen.
Ikast-Brande topper for niende gang
For niende gang topper Ikast-Brande på DI’s rangliste over de mest erhvervsvenlige kommuner efterfulgt af de to nærliggende kommuner Herning og Ringkøbing-Skjern. Årets undersøgelse viser desuden, at de ti bedste erhvervskommuner ligger i Jylland og på Fyn.
- Ikast-Brande Kommune har gjort en flot indsats for det lokale erhvervsliv. Det kvitterer virksomhederne for ved at sende kommunen helt i top på ranglisten. Opskriften på succes er ikke enkel. Der er tale om en helt særlig kultur og en holdning i kommunen gående på, at de lokale virksomheder spiller en helt essentiel rolle, når det gælder om at skabe arbejdspladser og udvikling. Det har kommunen virkelig gjort en ekstra indsats for, og det kan mærkes, siger Lars Sandahl Sørensen.
- Kommunen har sat dialogen med virksomhederne højt og skabt stærke bånd mellem lokalpolitikere og erhvervslivet. Derfor samarbejder de om fælles udfordringer. Kan vi få det til at fungere i hele Danmark, som det gør i Ikast-Brande, så vil det virkelig styrke vores internationale konkurrencekraft. Det giver velstand til samfundet, og det giver virksomhederne lyst og mulighed for at investere, siger Lars Sandahl Sørensen.
MG
FAKTA OM LOKALT ERHVERVSKLIMA 2019
- Ikast-Brande løber med titlen som den mest erhvervsvenlige kommune i 2019, mens Herning kommer ind på en andenplads og Ringkøbing-Skjern på en tredjeplads.
- I år udmærker Thisted, Silkeborg, Skive og Lemvig sig og rykker ind i top ti.
- 22.500 virksomheder har i perioden april-maj modtaget spørgeskema om erhvervsvenligheden i deres kommune. 7.332 virksomheder har deltaget i undersøgelsen.
- Svarene repræsenterer 370.000 arbejdspladser inden bl.a. produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service.
- Virksomhedsledernes bedømmelser vejer to tredjedele af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistik som skat, sagsbehandlingstid og uddannelsesniveau mv.
- 93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre ø-kommuner - Langeland, Ærø, Samsø, Fanø og Læsø - indgår ikke.
Find samtlige kommuners placering her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.