VORDINGBORG: I sidste uge bragte dknyt en historie om, at Datatilsynet havde vurderet, at det var helt i orden for Hedensted Kommune at offentliggøre alle henvendelser og anmodninger om aktindsigt fra tidligere Hørsholm-borgmester Uffe Thorndahl, der strakte sig over en 11-årig periode.
Beslutningen blev taget, efter at kommunen havde været nødsaget til at hyre en medarbejder til kun at håndtere henvendelserne fra Thorndahl, så kommunens borgere kunne se, hvorfor der i visse dele af forvaltningen kunne forventes lange ventetider, og hvad deres skattepenge gik til.
Nu har endnu en kommune i en lignende situation taget utraditionelle midler i brug for at undgå at blive oversvømmet i anmodninger om aktindsigt.
Besværlige sager koster 236 kr. i timen
I Vordingborg har kommunalbestyrelsen efter et forslag fra borgmester Knud Larsen (V) netop vedtaget, at det fremover skal koste penge at søge aktindsigt i kommunen. Det sker ifølge Sjællandske, efter at kommunen som Hedensted har været nødsaget til at hyre ekstra personale til at håndtere de mange anmodninger om aktindsigt fra Uffe Thorndahl.
- Det er svært at forklare, hvorfor vi fortsat skal yde den gratis service, der kun kommer få borgere til gode, når vi har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, sagde borgmesteren ifølge avisen.
Der er en række undtagelser for betalingen. Blandt andet gælder det ikke første gang, en ansøger beder om aktindsigt. Desuden er der undtagelser, når en borger beder om aktindsigt i sin egen sag.
Udlevering af kopier vil koste 10 kr. for første side og 1 kr. for følgende sider op til 100 kr., som vil være maksimal betaling, men der er samtidig en særtakst for 'besværlige' sager, hvor der i stedet skal betales en regulær timeløn til den kommunale medarbejder på 236 kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.