ROSKILDE: Små individuelle huse, lav husleje og højt til loftet er den kommunale opskrift, når nogle af byens hjemløse skal forsøge sig med tag over hovedet.
Stenvænget, mellem Roskilde Ret og jernbanen, kommer til at danne rammen om fem billige boliger og et fælleshus, som Roskilde Kommune ønsker at opføre i løbet af 2017. Målet er en husleje på max 3.500 kr., og de små huse bliver på cirka 40m²:
- Erfaringen viser, at målgruppen for de skæve boliger traditionelt set har meget svært ved at være i en almindelig bolig. Derfor glæder det mig, at vi får gang i det her projekt. Lokalplanen giver mulighed for 10 huse, men vi starter med det halve og et fælleshus. Vi ved, det er en god ide ikke at bygge for stort, hvis vi skal fastholde borgerne i det nye miljø og fællesskab. Derfor må der gerne være lidt højt til loftet og luft omkring beboerne, siger beskæftigelses- og socialudvalgets formand Bent Jørgensen (V).
Blandt voksne med længerevarende hjemløshed vurderes der at være syv-to borgere i Roskilde Kommune, som vil være interesseret i en 'skæv bolig'. Det vil sige en bolig, som er billig, placeret bynært, som ikke har for tæt naboskab, men alligevel giver mulighed for socialt fællesskab.
Udvidelse en mulighed
En evalueringsrapport fra Socialministeriet (2006) af 'skæve boliger' viste, at ca. 60 pct. af beboerne blev boende i deres skæve bolig i den toårige periode, der blev evalueret på. De fik bedre livskvalitet og blev mere selvhjulpne. Blandt de 40 pct., der var der også 'positive fraflytninger', hvor beboerne fx flyttede til en anden egen bolig eller sammen med kæresten.
Potentielle beboere har været inddraget i forhold til indretning af de skæve boliger og arealerne omkring dem. Efter en periode vil man vurdere, om der er basis for at udvide med yderligere boliger. Her vil beboerne også blive spurgt til råds.
Projektet er inspireret af skæve boliger i blandt andet Høje Taastrup og Esbjerg. Her har man gode resultater med forskellige skæve boligtiltag, herunder brugen af sociale viceværter.
ka
Udgiften udgør i alt 5,981 mio. kr.
Udgifterne til social vicevært afholdes af forventet statsligt tilskud de første tre år.
Anlægsudgiften til etablering finansieres af forventet statstilskud, driftsmidler og låneoptagelse.
Finansieringen sammensættes af statstilskud på 2,4 mio. kr., drifts- og udviklingsmidler på i alt 2,5 mio. kr., der overføres til anlæg og et lån på 1,081 mio. kr.
Driftsudgifterne for boligerne samt afdrag og forrentning af lån betales over huslejen for boligerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.