
Undersøgelsen kaldes KRAM, da undersøgelsen vil kortlægge danskernes sundhed vedrørende Kost, Rygning, Alkohol og Motion med særlig vægt på fysisk aktivitet og kondition. Undersøgelsen vil omfatte 12 kommuner og 18.000 borgere. Der er afsat 24 mio. kr. til undersøgelsen, som finansieres af TrygFonden og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Statens Institut for Folkesundhed (SIF) skal stå for opgaven i samarbejde med Klinisk Biokemisk Afdeling, Rigshospitalet.
De 12 kommuner er endnu ikke udvalg. Først vil SIF skrive ud og indbyde alle kommuner til at være med, og derefter vil der blive udvalgt 12 kommuner blandt de interesserede.
Rullende laboratorium
De deltagende kommuner vil få besøg af en KRAM-bus, der indrettes som et transportabelt laboratorium.
Dermed går denne undersøgelse tættere på borgerne end traditionelle oplysningskampagner, mener Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.
- Med det rullende laboratorium kommer vi tæt på folk og møder dem, der hvor de er i de enkelte kommuner. Vi tror, at nærhedsprincippet kan være med til at styrke effekten af den sundhedsfremmende indsats. Samtidig er vi glade for at kunne give kommunerne et videnskabeligt afsæt for deres videre arbejde med folkesundheden, siger hun.
I undersøgelsen af befolkningens sundhed vil der blive lagt vægt på fysisk aktivitet og kondition. Undersøgelsen vil omfatte dels en klinisk/fysiologisk undersøgelse (vægt/højde, konditionstest, blodtryk, blodprøver m.v.), dels en spørgeskemaundersøgelse.
Det rigtige tidspunkt for kommunerne
Borgmester Tove Larsen, formand for KL Social- og Sundhedsudvalg mener, at KRAM-undersøgelsen kommer på det helt rigtige tidspunkt for kommunerne
- Kommunerne står netop nu over for nye vigtige opgaver på forebyggelses- og sundhedsfremmeområdet. Undersøgelsen vil give de deltagende kommuner et godt grundlag for det videre arbejde med forebyggelsen og samtidig vil de øvrige kommuner kunne drage nytte af de erfaringer, som KRAM-kommunerne opnår, siger hun.
FAKTA
Kost, Rygning, Alkohol og Motion er de fire faktorer, der har ansvaret for 40 procent af alle årsager til sygdom og tidlig død. Hvis udviklingen fortsætter har WHO beregnet, at livsstil vil være ansvarlig for 70 procent af al sygdom i år 2020.
Styregruppen for KRAM-undersøgelsen består af en repræsentant for Det Nationale Råd for Folkesundhed, KL, Sundhedsstyrelsen, TrygFonden og Indenrigs- og Sundhedsministeriet
/mel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.