Et forsvar for de danske værdier

Udfaldet af mandagens dom i rigsretssagen mod Inger Støjberg var på forhånd af hovedpersonen vurderet som så usandsynligt, at hun efter eget udsagn ikke havde forberedt sig på det.

Uden at psykologisere for meget på det kunne man også godt gætte på, at muligheden bare har været for umulig at se i øjnene på forhånd, men så kommer virkeligheden heldigvis til hjælp. Nu bliver hun nødt til det, ligesom alle andre gør.

Topfolkene fra Dansk Folkeparti så mere forstenede ud end den dømte, da de efter dommen lod sig transportere væk fra Rigsretten, og Inger Støjberg selv så også mere end almindeligt sammenbidt ud, lige da hun kom ud. Men hun genvandt hurtigt både ansigtskuløren og veltalenheden. Ikke kun hun selv havde tabt, det havde også de danske værdier, sagde hun. Hvad skulle hun ellers sige efter al den stædighed?

Men danske værdier er et flertalsord, som i: Der er flere af dem.

En beskeden flok demonstranter havde benyttet lejligheden til at brænde en koran af i udkanten af pladsen foran Eigtveds Pakhus, og det mest bemærkelsesværdige ved det var, at ingen tog sig af hverken det eller diverse ukvemsråb. Det kunne have været et meget illustrativt eksempel på, hvordan man passende kan ignorere lignende fremtidige provokationer, hvis ikke lige det var for, at der faktisk var en enkelt blandt de omkringstående, der tabte hovedet og måtte føres bort af politiet.

Endda et medlem af pressekorpset, den altid demonstrativt velklædte og fra sidste forårs coronapressemøder kendte Knud Meldgaard, der vredt trådte ud af journaliststandens vanlige rolle som lidenskabsløs iagttager. Her er der indtil flere danske værdier i spil: At man må sige sin mening, at man kan vælge at ignorere provokationer, og at det er menneskeligt at lade følelserne løbe af med en. Samt at sidstnævnte ikke fritager en for at skulle følge reglerne.

Alle er lige for loven. Det er den danske værdi, rigsretsdommen demonstrerer.

60 dages ubetinget fængsel er ikke nødvendigvis en hård dom, som Inger Støjbergs forsvarsadvokater naturligvis mener, men den er klar i spyttet, og især er den tæt på enstemmig, hvad skyldsspørgsmålet angår. 25 af 26 dommere var enige om at tilsidesætte diverse hokuspokus med et notat, der skulle ophæve den famøse pressemeddelelse med den ulovlige instruks, og retsformand Thomas Rørdam gennemgik med knusende logik, hvordan de var nået frem til den konklusion.

Da halvdelen af dommerne er politisk udpeget, er konklusionen, at det overvældende flertal af denne halvdel har været sin opgave voksen og dømt efter juraen uanset mulige personlige sympatier. Retten oplyser ingen navne på, hvem der har stemt hvad, men det bliver svært at finde en at vædde med, som vil holde på, at den sidste er en anden end den af Dansk Folkeparti udpegede Christian Langballe.

Netop Dansk Folkeparti ser med dommen ned i et dobbelt politisk bombekrater, dels det partiet har fået skabt for sig selv, og nu med Inger Støjbergs oveni. I forvejen var det uafklaret, om og hvilken rolle de to parter vil spille for hinandens skæbne, og for den dømte kommer nu foruden det partipolitiske også diverse lavpraktisk stillingtagen.

Skal hun vælge at fuldende martyriet ved at nappe to måneder i et kvindefængsel eller måske mere sandsynligt en arrest, eller skal hun bøje sig for bekvemmeligheden og bede om at afsone med fodlænke hjemme i Hadsund? Og er hun i øvrigt overhovedet folketingsmedlem ret længe endnu? Det skal Folketinget selv afgøre - ingen over og ingen ved siden af og så videre.

Hvad andre folkevalgte angår, har Folketinget dog for længst taget principiel stilling og indført faste regler for byråds- og regionsrådsmedlemmer, der sendes ud i kulden i tilfælde af en frihedsstraf. Mon ikke et flertal kommer frem til, at folketingsmedlemmer ikke bør kunne klare sig med mindre værdighed end byrådsmedlemmer, i hvert fald frem til næste folketingsvalg.

Den overvejelse synes Kongehuset at have gjort sig, i hvert fald har praksis været den beskrevne, når alt lige fra kammerherrer til tidligere hærchefer har måttet aflevere deres ordener. Det bliver ikke Majestæten, der underløber den tredje statsmagt, så Inger Støjberg er nok ikke Kommandør af Dannebrogordenen ret meget længere.

Hvad den første statsmagt gør, kan man derimod aldrig helt vide.

Se domsudskriften og et kort resumé.