Ja tak til flere midler. Men nej tak til diktater fra Folketinget om, hvordan midlerne skal bruges.
Sådan lyder det fra skolebestyrelsesformænd landet over efter flere uger med skoleudspil fra stort set samtlige partier på Christiansborg.
73 procent af de skolebestyrelsesformænd, der har svaret på en rundspørge, TV2 og TV2-regionerne har udsendt, svarer, at det bør være skolerne, der selv prioriterer, hvad der er brug for på den enkelte skole.
Fremfor at politikerne på Christiansborg udstikker nationale rammer.
Det gælder for eksempel Socialdemokratiets folkeskoleudspil om et klasseloft på 14 elever fra 0 til 3 klasse.
- Vi ser meget store forskelle på skolerne, både fra kommune til kommune, men også fra skole til skole og på klasseniveau. Derfor er vi nødt til at se, hvad der foregår lokalt på den enkelte skole, og så finde muligheder derfra, siger Regitze Spenner Ishøy, landsformand for Skole og Forældre.
I alt har 254 skolebestyrelsesformænd svaret på rundspørgen. Det svarer til cirka 23 procent af skolebestyrelsesformænd på alle landets folkeskoler.
Regitze Spenner Ishøy afviser, at selvbestemmelse for skolerne vil føre til, at skolerne bruger pengene på lokale særinteresser.
- I det tilfælde ville der være tale om en skole med for god økonomi. Og det findes ikke, så vidt jeg ved. Skolerne hungrer efter at løfte rammerne, og det skal der være tillid til, at de kan gøre.
Tesfaye er delvist enig
Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) siger til TV2 og TV2 Regionerne, at han er meget enig i, at skolerne selv bør spille en stor rolle og have indflydelse.
Han henviser til, at det allerede til dels er gennemført i den nye folkeskolelov. Men for eksempel klasselofter bør stadig være bestemt fra Folketinget.
- Jeg er tilhænger af, at det er Folketinget, der sætter et klasseloft, og jeg er også tilhænger af, at det bliver lavere end det eksisterende, siger Mattias Tesfaye og tilføjer:
- Ellers kan jeg være bekymret for, at kommunerne stille og roligt putter flere og flere børn i klasserne for at få økonomien til at hænge sammen. Der er nødt til at være et loft.
Dårlig økonomi og inklusion
Udover ønsket om selvbestemmelse angiver de 254 formænd dårlig økonomi og inklusion som skolernes to største problemer lige nu.
Det er ingen overraskelse for Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA University.
- Jeg tror, det er en indirekte kritik af, hvordan skoleområdet er blevet forvaltet gennem de seneste mange år. Man har investeret, men relativt mange ressourcer er gået til specialområdet. Og samtidig har inklusionen været en udfordring på almenskolerne, hvor rammerne ikke har matchet behovet til de enkelte børn.
Regitze Spenner Ishøy, landsformand for Skole og Forældre, mener, at konsekvenserne af mange års dårlig økonomi har sat tydelige spor på skolerne.
- De fysiske rammer er mange steder udfordrede. Der er slidte klasseværelser og toiletter, utidssvarende faglokaler, børnene kommer for eksempel mindre på lejrskole, og vi har ikke lærere og pædagoger nok til de indsatser, der er behov for.
Landsformanden er glad for, at forholdene på landets folkeskoler har fået et stort fokus under valgkampen.
- I virkeligheden har vi brug for at sætte fokus på det, skolerne kan, og give den rigtige økonomiske ramme til det. Så jeg er glad for nu, at mange partier nu anerkender, at det kræver investering, hvis vi skal lykkes, siger Regitze Spenner Ishøy.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












