Det handler om vækstvirksomheder i udviklingsparkerne og om produktionssystemer for bioenergi i to projekter, der netop har fået 31 mio. kroner i EU-støtte. Region Midtjylland og AgroTech står i spidsen for hvert af de to projekter, der har danske, norske og svenske partnere, skriver Region Midtjylland.
Styringskomiteen for EUs Kattegat-Skagerrak-program bevilgede mandag eftermiddag 53 mio. kr. i støtte til fem grænseoverskridende projekter i Kattegat-Skagerrak-regionen.
Af disse står Region Midtjylland og AgroTech i spidsen for de to, der har modtaget i alt 31 millioner kroner i støtte. Halvdelen heraf går til projektdeltagere her fra regionen.
De to projekter, som beskrives nærmere herunder, har titlerne 'KASK Inkubator' og 'Dyrkning for bioenergi, vandmiljø og markpleje'.
- Som repræsentant for Region Midtjylland i international sammenhæng er det meget glædeligt at se, at regionen har førertrøjen på, når det kommer til deltagelse i disse grænseoverskridende projekter, siger Britta Bang, som er udpeget af Region Midtjylland som deltager i styringskomiteen for EUs Kattegat-Skagerrak-program.
- Både inkubator- og biomasseprojektet ligger helt i tråd med de satsninger som Vækstforum og Regionsrådet har vedtaget, siger hun.
KASK Inkubator
KASK Inkubator er et ambitiøst projekt, som sigter mod at accelerere væksten i norske, svenske og danske virksomheder i forsker- og udviklingsparker.
Fælles udvikling og gennemførelse af programmer vil bidrage til forbedring af 'state of the art' for både inkubatoransatte og virksomheder.
300 virksomheder vil gennemgå et intensivt udviklingsforløb, som kombinerer coaching med målrettede kurser, rådgivning og fælles virksomhedscamps på tværs af landegrænserne. Desuden vil mere end 100 ansatte i forsker- og udviklingsparkerne gennemgå kompetenceudviklingsforløb.
Med 19 mio. kroner fra EU og resten fra projektdeltagerne selv er det treårige projekts totale budget på 38 mio. kroner.
De 11 partnere er:
Region Midtjylland
Forskningsparken i Oslo
Alexandersoninstitutet ved Campus Varberg
Coventure i Grimstad
Væksthus Midtjylland
Agro Business Park
Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande
Nupark i Holstebro
Vitus Bering Innovation Park i Horsens
Syddjurs Udviklingspark
Erhverv Silkeborg
Derudover bidrager Region Halland med finansiering af projektet.
Dyrkning for bioenergi, vandmiljø og markpleje
Dette treårige projekt til 25 millioner kroner skal afdække rentable energiafgrøder/biogas produktionssystemer og dermed skabe forudsætninger for storskala anvendelse af marginale og miljøfølsomme landområder ved søer, åer, moser og kyster. Denne udnyttelse til bioenergiformål skal ske uden at komme i konflikt med fødevareproduktion. Projektet udgør et vigtigt skridt på vejen mod at nå de samfundsmæssige mål på energi- og miljøområdet.
Projektet indeholder mange elementer i bioenergiens værdikæde, nemlig dyrkning, høst, transport, behandling, opbevaring, konventionel- og økologisk forgasning til rensning af biogassen samt brug i køretøjer.
I Region Midtjylland vil der blive etableret 1.500 hektarer med energipil ved Ringkøbing Fjord. I Nørreådalen vil 500 hektarer græsarealer blive høstet og græsset anvendt til biogasproduktion i en ny økologisk biogasreaktor i Foulum. Her vil restproduktet være eftertragtet økologisk gødning til planteproduktion og gartnerier.
Projektet er udviklet og gennemføres i et samarbejde mellem følgende partnere:
Dansk Landbrugsrådgivning
Landscentret
Vestjysk Landboforening
LandboMidtØst
Aarhus Universitet i Foulum
AgroTech - Institut for Jordbrugs- og Fødevareinnovation
Derudover deltager Natur og Landbrug, Økologisk Landsforening, Planenergi, Fødevareøkonomisk Institut m.fl.
Agroväst og Länsstyrelsen i Västra Götalands Län (Sverige)
Bioforsk (Norge)
Der er desuden midtjyske deltagere i to andre af de fem projekter, der nu får EU-støtte fra KASK-programmet.
Det er Randers Erhvervs- og Udviklingsråd og Dansk Center for Undervisningsmiljø, der er med i hver sit projekt.
Fakta
Kattegat-Skagerrak-programmet er en del af EUs Interreg IV A program for Øresund-Kattegat-Skagerrak og støtter med 50 procent af projektsummen til grænseoverskridende projekter, der har til formål at fremme holdbar økonomisk vækst, binde regionen sammen, eller at fremme hverdagsintegrationen.
Se mere på www.interreg-oks.eu
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.