
HERLEV: Det bliver 39-årige Marco Anders Damgaard, som overtager borgmesterposten i Herlev, når Thomas Gyldal Petersen forlader den til nytår.
Det er en enig S-gruppe, som peger på ham, og også konstitueringspartnerne i SF og Enhedslisten bakker op, skriver Herlev Kommune i en pressemeddelelse.
Marco Damgaard er til daglig skoleleder på Tingbjerg Skole, et job han fik i 2017 som blot 32-årig efter tre-fire år som souschef. Også i den politiske verden har han været engageret i skolepolitik som formand for kommunens børne- og uddannelsesudvalg og næstformand i familie- og forebyggelsesudvalget.
Han har siddet i byrådet siden 2018, er født og opvokset i byen og her boet der det meste af sit liv. Han er gift med Christinamai og har fire børn.
Det oplagte valg
- Det var en fuldstændig enig gruppe, der pegede på Marco, for han er det helt oplagte valg, siger partifællen Gitte Friberg Bomholdt til DK Nyt.
Hun betegner den nye borgmester som et visionært, politisk tænkende menneske.
- Han har i flere sammenhænge vist, at han ser fremad og løfter, blandt andet på udvalgsområdet, hvor hele hans engagement skinner igennem. Og så har han samme lokale forankring som den afgående borgmester, siger hun.
En drøm går i opfyldelse
Marco Damgaard ser frem til muligheden for at løfte ansvaret som borgmester, siger han.
- Herlev har været inde i en rivende udvikling. Vi har fået flere borgere til byen, og det har været nødvendigt for at fremtidssikre økonomien og give os råd til velfærd. For mig handler opgaven nu om at være der for dem, der bor i Herlev. Vi skal styrke vores by, så det er et godt sted at bo og leve for byens borgere. Vi skal værne om, at alle borgere kan se sig selv i byens udvikling, siger han.
Som noget af det første vil han ud og tale med herlevborgerne om det fællesskab, der er og ønskes i byen.
Marco Damgaard siger til Herlev Bladet, at det er "det hurtigste jobskifte, jeg nogensinde har kigget ind i".
- Det her er en drøm, der går i opfyldelse, så jeg er glad, men også ydmyg og spændt, fordi mit liv kommer til at tage en fuldstændig drejning, siger han og tilføjer, at han tidligere har snakket med bl.a. sin hustru om, at hvis det en dag blev aktuelt, ville han sige ja.
- Men det kommer helt vildt bag på mig, at det er nu. Altså det kan jeg sige helt oprigtigt, siger den kommende borgmester, som nu siger sit skolelederjob op og desuden frasiger sig det folketingskandidatur i Brønshøj-kredsen, han blev valgt til tidligere på året.
Socialdemokratiet har tidligere haft absolut flertal i Herlev, men måtte ved KV21 "nøjes" med 9 af de 19 pladser i byrådet. Derfor konstituerede partiet sig med Enhedslisten, SF og De Radikale. Sidstnævntes enlige medlem er siden skiftet til Moderaterne.
Valget af Marco Damgaard skal formelt ske på et kommende byrådsmøde, hvor også Thomas Gyldals udtræden skal godkendes, men med en enig konstitueringsgruppe bag sig bliver det en formssag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.