
AALBORG: En undersøgelse af Epinion for Red Barnet og Trygfonden viser, at syv ud af ti børn har haft ubehagelige oplevelser på nettet de seneste år. Derfor går Aalborg Kommune nu online på gamermediet Discord, hvor mange børn og unge mødes og interagerer online.
Discord-kanalen, som får navnet "Aalborg Gaming Central - Hvor tryghed er i højsædet", er for børn og unge i alderen 13-18 år, oplyser kommunen.
Her vil pædagogisk personale fra kommunens fritidscentre være til stede på kanalen mandag til torsdag kl. 18.30-21.30 for at administrere og moderere kanalens indhold og den interaktion, der sker mellem børnene.
Kanalens retningslinjer er lavet i SSP-regi i samarbejde med børn og unge, men det bliver den pædagogiske medarbejders opgave at moderere kanalens interaktion, så retningslinjerne overholdes.
Digitale normer
Målet med kanalen er at klæde børn og unge på til at færdes i online miljøer og lære digitale normer at kende, fortæller rådmand for Job & Velfærd, Nuuradiin S. Hussein (S).
- Det er vigtigt, at vi som kommune kan bidrage til et tryggere digitalt ungemiljø, og vi vil fortsætte med at lave disse tryghedsbaserede indsatser i de online rum. Discord-kanalen er første, men bestemt ikke det sidste skridt på vores vej mod at hjælpe med at højne den digitale tryghed blandt børn og unge, siger han.
Aalborg Kommune har i flere år haft tryghed som et prioriteret område, men det er nyt at lave tryghedsbaserede indsatser også i de online miljøer. Tiltaget er set før, bl.a. hos Politiets Onlinepatrulje, men kanalen bliver en af de første kommunale Discord-kanaler i Danmark.
Den nye kanal åbner onsdag aften, og forældre til børn og unge i udskolingen vil modtage et link til den nye kanal via Aula.
Discord-kanalen er et af flere initiativer fra Aalborg Kommune for at skabe et tryggere digitalt miljø for unge. Bl.a. forventer fritidscentrene at blive certificeret som AllRight Klub af Unicef Danmark, hvor børn og unge lærer om deres rettigheder online og ved, hvor de kan få hjælp fra pædagoger i fritidscentrene eller forældrene, hvis de bliver krænket.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.