dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Aarhus-politiker får racistiske hadbeskeder efter udtalelse om grillbar

Byrådsmedlems holdning til, hvorvidt Aarhus Kommune skal holde hånden under en lokal grillbar, er endt med en række hadbeskeder.
2. SEP 2025 9.24

AARHUS: Byrådsmedlem i Aarhus Metin Lindved Aydin fra Radikale Venstre har modtaget flere hadefulde og racisistiske beskeder, efter at han i en TV 2-artikel udtalte, at det ville være "helt gak" at tilgodese grillbaren Havnens Perle over de fremtidige byggeprojekter på Aarhus Ø. Det skriver TV 2 Østjylland.

Han siger til lokalmediet, at de beskeder, han har modtaget for nylig, er anderledes end normalt, fordi de bliver sendt direkte til ham på eksempelvis mail eller besked-platformen Messenger.

- Det, der overrasker mig, er, at det kommer i kølvandet på, at jeg har udtalt mig om Havnens Perle – altså en grillbar. Det synes jeg er lidt vildt. Det er ikke en skole, der skal rives ned. Det er en grillbar, der skal flyttes til en anden lokation, lyder det fra Metin Lindved Aydin til TV2 Østjylland.

I et opslag på Facebook sætter Metin Lindved Aydin videre ord på de beskeder, han har modtaget:

"Som politiker er jeg klar over, at man skal stå model til lidt af hvert – det vænner man sig til. Men for mine børn er det hårdt at læse, hvordan deres far bliver svinet til. Derfor vil jeg bede jer om at tænke jer om en ekstra gang, inden I trykker 'send'", skriver han.

En hård tone i politik

De seneste år har der været et særligt fokus på tonen i politik. Flere borgmestre er stoppet bl.a. med begrundelsen om en for hård tone og flere partier har fortalt, at det er sværere end normalt at tiltrække kandidater til det kommende kommunalvalg, bl.a. pga. frygt for chikane. 

- Det er nærmest blevet en folkesport at tale grimt om politikere. Jeg troede engang, at det var fedt at have magt, men der er godt nok store omkostninger forbundet med det, har Søren Valgreen Knudsen (S) fra Region Nordjylland tidligere bl.a. udtalt til DK Nyt.

Sagen i Aarhus udspringer sig af situationen omkring den lokale grillbar Havnens Perle, som for mange aarhusianere er et stykke Aarhus-historie, og derfor har grillbarens usikre fremtid skabt en ophedet debat både i og uden for byrådet. Grillbaren har haft skiftende placeringer på havnen siden 1962, men med udbygningen af Aarhus Ø står den til at skulle finde en ny lokation.

Et flertal i byrådet inklusive Metin Lindved Aydin mener ikke, at kommunen kan sikre grillbaren en fast plads på havnen, da det "ikke er en kommunal opgave at udleje til kommercielle formål".

lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/aarhus-politiker-faar-racistiske-hadbeskeder-efter-udtalelse-om-grillbar

GDPR