Plejeboligerne Havkær under Lokalcenter Vest i Århus Kommune har været udtaget til FOAs lovligt varslede konflikt. Men under konflikten er der indløbet flere langtidssygemeldinger, og FOA har derfor foreslået kommunen, at plejeboligerne trækkes ud af konflikten.
Dels af hensyn til beboerne, som er stærkt plejekrævende, og dels af hensyn til de tilbageværende medarbejdere, som løber stærkere end nogensinde. Men det har kommunen sagt nej til. Kommunen har i dag besluttet, at der blot kan flyttes personale fra hjemmeplejen over til de pågældende plejeboliger.
- Det er en rigtig dårlig idé. Dels er der tale om strejkeramt arbejde, og kommunen bør respektere, at der er tale om en lovligt varslet konflikt. Nye medarbejdere kender overhovedet ikke de pågældende beboere, hvoraf flere er svært demente.
Parat til arbejdsretten
- Personalet er meget utryg ved situationen. Grundlæggende er det ikke ansvarligt at fortsætte med et nyt personale i nødberedskabet, siger afdelingsformand Kirsten Normann-Andersen.
- Vi vil forfølge denne sag meget ihærdigt, siger forbundsformand Dennis Kristensen.
- Vi vil straks rejse den over for KL, som må træde i karakter og tænke på borgerne i stedet for at fokusere på tal. Om nødvendigt agter vi også at bruge det fagretslige system og om muligt føre sagen i Arbejdsretten. Vi viser til fulde den ansvarlighed, som samfundet kan ønske ved dels at indgå aftaler om nødberedskab og dels afblæse konflikten de steder, hvor konflikten har for store menneskelige konsekvenser. Men hvis kommuner blot kan jonglere rundt med arbejdskraften på konfliktramte arbejdspladser alt efter, hvor man lige står og mangler, så siger vi fra, siger Dennis Kristensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.