
AARHUS: Skandalesagerne i Aarhus Kommune har haft konsekvenser på mange fronter, fyrede ledere efter sager om overforbrug, rod i bilag, nepotisme og dårligt arbejdsmiljø. Dertil kommer uberettiget opsagte ansatte, politiefterforskning i sager, der endnu ikke er afsluttet, og et knæk i det offentlige omdømme, når det gælder ordentlig ledelse.
På det økonomiske plan har hele sagskomplekset til nu kostet Aarhus Kommune næsten 7 mio. kr. i salærer og honorarer til eksterne jurist- og konsulentfirmaer samt godtgørelser. Det oplyser Borgmesterens Afdeling til dknyt.
Siden april 2017 har magistraten og byrådet iværksat undersøgelser i den ramte afdeling Teknik & Miljø, der begyndte med Ernst & Young, som sendte en regning på 1.488.900 kr. efterfulgt af en regning for supplerende særlige undersøgelser i Center for Byens Anvendelse (CBA) på 786.150 kr.
Konsulentfirmaet Muusmann har fået 210.900 kr., og Crecea 389.158 kr. Muusmann og Crecea har været inddraget efter modtagelsen af E&Ys to rapporter, samt en række påbud fra Arbejdstilsynet.
Siden kom Bech Bruun ind i billedet med fire regninger, en for bistand i sager fra CBA på 731.153,30 kr., siden to salærer på 90.000 kr. og 496.297,60 kr., og senest et salær på 299.805 kr. for en undersøgelse om udbudsforholdene i Center for Miljø og Energi.
Senest er det Kammeradvokaten / Poul Schmith, der figurerer på oversigten over regninger i november og december - først med et salær på 92.140 kr., siden en undersøgelse af familiemæssige ansættelser på 370.000 kr., og en undersøgelse af personalesager på 400.000 kr. Det sidste er en a conto-afregning, så der kommer yderligere en regning senere.
Alle disse beløb løber op i 5.354.698 kr - og med moms lyder den samlede regning på 6.693.373 kr.
Læs dknyts tema om Aarhus-skandalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.