ÅRHUS: Borgerne i Århus Kommune får fremover deres regning for drikkevand og afledning af spildevand fra Århus Vand. Det er navnet på det nye aktieselskab, der er dannet af Vand og Spildevand, som indtil årsskiftet var en kommunal forvaltning i Teknik og Miljø, oplyser kommunen.
Selskabet er dannet på baggrund af en ny lov fra miljøminister Troels Lund Poulsen (V), der betyder, at alle kommunale vand- og spildevandsforsyninger nu skal være selvstændige selskaber. Århus Vand er 100 procent kommunalt ejet, og bestyrelsen for selskabet består af:
- Hans Elbek (formand), underdirektør i Danisco A/S
- Ango Winther (næstformand), medlem af Århus Byråd for Socialdemokraterne
- Jan Ravn Christensen, medlem af Århus Byråd for SF
- professor Ellen Margrethe Basse
- Henrik Frier, medarbejderrepræsentant
- Bjørn Rohde, medarbejderrepræsentant
Selskabet skal også fremover levere drikkevand til borgerne i kommunen og rense spildevandet. ¨
- Men det er en forventning fra Folketingets side, at vi som et selvstændigt selskab skal kunne gøre tingene endnu bedre og være endnu mere effektive, og der skal være en skarp adskillelse mellem kommunens og selskabets økonomi, siger Lars Schrøder, administrerende direktør i Århus Vand.
En effektivisering skal blandt andet ske ved lavere omkostninger og bedre samarbejdsaftaler, og gevinsten skal ifølge Lars Schrøder primært komme kunderne til gode i form af endnu bedre service.
Formand for Århus Vands bestyrelse Hans Elbek siger:
- Selv om virksomheden stadig er ejet af Århus Kommune, skal den nu arbejde på markedsvilkår. Det giver mulighed for mere systematisk at udvikle tingene med henblik på at levere en sikker vare til lavere omkostninger. Der skal desuden være gennemsigtighed for kunderne og borgerne - ikke bare på pris og kvalitet, men også i forhold til virksomhedens miljøpåvirkning. For med virksomhedens størrelse er der en stor påvirkning af miljøet, og der er et øget pres for at leve op til de miljømæssige krav. Men jeg ser gode muligheder for at leve op til disse krav og være på forkant via den nye selskabsstruktur.
Fakta om Århus Vand A/S
Selskabet har 247 medarbejdere, en årlig omsætning på 541 mio. kr. og anlægsaktiver for 3 mia. kr. fordelt på bl.a. 10 vandværker og 10 renseanlæg.
Århus Vand indvinder, behandler og distribuerer mere end 15 mio. m3 drikkevand og renser mere end 30 mio. m3 spildevand om året.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.