Der er grundlag for en rigsretssag mod daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), vurderer de to advokater, som Folketinget har hyret til at vurdere Instrukskommissionens delberetning om Inger Støjbergs embedsførelse i sagen om adskillelse af asylpar.
Ifølge advokaterne, Anne Birgitte Gammeljord fra Rovsing & Gammeljord og Jon Lauritzen fra DLA Piper, er der en "rimelig formodning" om, at Inger Støjberg vil blive dømt ved en rigsretssag.
Instrukskommissionen tilsidesatte i sin delberetning den del af Inger Støjbergs forklaring, hvorefter et notat ifølge hende selv ville holde hendes ryg fri. Ifølge kommissionen var det tværtimod således, at "notatet utvivlsomt mistede sin betydning som følge af Inger Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser og udsendelsen af pressemeddelelsen", hed det i delberetningen, som kaldte den ordning, der kom ud af pressemeddelelsen/instruksen, for "klart ulovlig".
Ikke helt uden forbehold
Det var den vurdering, Folketinget ville have en second opinion på fra de to advokater. Den lyder som nævnt på, at der både er grundlag for en rigsretssag og formodning om domfældelse, men vurderingen er dog ikke helt uden forbehold, men bygger blandt andet på at "Instrukskommissionens bevisvurderinger ikke ændres", hedder det i konklusionen, som B.T. gengiver.
Advokaternes vurdering er i dag forelagt Folketingets partier, som herefter skal tage stilling til om der skal rejses rigsretssag eller ej. På forhånd har De Radikale, SF, Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet samt løsgængerne i Frie Grønne med vekslende fasthed tilkendegivet at de hælder mod en rigsretssag, mens Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har erklæret sig imod.
De øvrige partier har villet afvente advokatvurderingen, som de nu vil drøfte i deres respektive folketingsgrupper. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har dog tidligere gjort klart, at V er med på en rigsretssag, hvis advokaterne ikke decideret fraråder den.
En afklaring af rigsretssag eller ej ventes ikke i dag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.