
AARHUS: Flere klagesager om dårlige forhold på aarhusianske plejehjem får nu rådmand for sundhed og omsorg Jette Skive (DF) til at bebude, at hun vil indføre en central klage- og ombudsmandsfunktion. Den skal give borgere et sted at gå hen, hvis de oplever, at de ikke bliver hørt, eller at der ikke rettes op på fejl og dårlig kommunikation.
- Når samarbejdet går i hårdknude eller standarden ikke opleves som høj nok, så skal vi kunne reagere hurtigere, siger hun i en skriftlig kommentar.
- På den måde kan det politiske udvalg også hurtigt få et overblik over de væsentlige klager, der kommer ind. Jeg synes kun, det er rimeligt, at de kender dem. Mange af dem handler i bund og grund om, at der mangler ressourcer, og det synes jeg, det er vigtigt, at politikerne snart får øjnene op for, tilføjer rådmanden.
Flere sager
På plejehjemmet Kongsgården har TV2 i efteråret lavet skjulte optagelser, som kommunen har fået nedlagt fogedforbud mod at vise. Optagelserne har ført til, at én medarbejder blev bortvist på grund af grov tjenesteforsømmelse, tre fik skriftlige advarsler, seks fik påtaler, og også to medarbejdere i hjemmeplejen fik skriftlige advarsler. Et konsulentfirma er hyret til at undersøge, hvad der er gået galt.
I maj fik plejehjemmet Demenscentrum et alvorligt påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, efter at kommunens ældreråd havde henvendt sig efter en række kritikpunkter fra pårørende.
Senest er pårørende på Skæring Plejehjem gået til byrådet med en række kritikpunkter om forholdene på stedet.
Udvalget for sundhed og omsorg holder ekstraordinært møde om kritikken næste onsdag, hvor forvaltningen er bedt om en grundig orientering.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.